United States or Montenegro ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og ved den Gamles Begravelse var Familien kun bleven repræsenteret af Isidor Seemann. Paa Kragholm, fortalte man, havde Fru Karen lukket sin Mand inde for at ikke hans gode Hjerte skulde løbe af med ham. Og paa Hvidgaard var Herskabet fuldt optaget af egne Sager. Thi skønt Fru Mona nu havde været gift med sin Palle i godt tolv Aar, var hun dog stadig ikke faldet til Ro.
Min Tale lød efter min samtidige Opskrift saaledes: VED BRØCHNERS BEGRAVELSE D. 23. Efter de Ord, vi nu have hørt, kunde en yderligere Udtalelse synes overflødig.
Han bankede paa Ruden, atter og atter, til han hørte, der kom Liv i Huset. Og da han hørte Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end før og sank bevidstløs ned ved Væggen. Hele Bygden var til Begravelse. Hele Bygden undtagen Thomas. Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse i Bygden og stirrede frem mod Kirken.
Hun havde saa mange Bekymringer: -Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika og han vilde hjem ... Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thønnichsen.... Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie. Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af Stolen: -Jøsses, Jøsses ... och jeg skal strø Sand.
Eksotisk kvælende som altid før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft. De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i Lindegangen. -De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende Toner af Violiner og Horn. -De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg. Ellen hørte det ikke.
Ja, men jeg lærte dem først den Gang at kjende, netop ved min Faders Begravelse. .... Slægtskabet med Tante Thea var saa langt ude, egentlig var der intet .... Desto bedre maaske! .... Deres Hus blev for mig et andet Hjem, nei, »#Hjem#« skulde jeg slet ikke kalde det, Noget langt mer .... De veed det jo forresten .... Og efter hvad De nu har hørt, kan De langt bedre skjønne, hvad disse prægtige Mennesker har været for mig ....
-Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra Lygte til Lygte. -Og koldt er 'et, sagde Karl. De krøb sammen i hver sit Hjørne. Drosken luntede videre, og de to tav igen. -Men han kører osse, som om han kørte til Begravelse, sagde Karl. Og de tav igen. -Saa var jeg hos din Mo'r, sagde Ida, fra Krogen. -Naa, mumlede Karl. -Men hun var ikke hjemme.
Men paa en Gang syntes han, at han sad her i Biblioteket som i en aaben Begravelse. Var ikke alle disse Bøger Sarkofager, hvori døde Tanker smuldrede hen, spredende en mulden Liglugt om sig? Og disse Skikkelser, der gled ind og ud uden Lyd eller som sad ubevægeligt bøjede over Bøgerne var det Liv, de førte?
-Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog græd ved Papas Begravelse. De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le: -Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char-à-banc-Døren i paa din hvide Silkekjole. -Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke maattet ta'e den paa for Mama. -Gud, hvor blev den flænget, sagde Moderen. -Ja.
Et betydeligt Tab led Universitetet ved den mathematiske Professor Adolph Steens Død den 10. Sept. 1886. Ogsaa jeg mistede i ham en trofast Ven. I det akademiske Lærermøde, der blev holdt Dagen efter hans Begravelse, omtalte jeg det Tab, vi havde lidt.
Dagens Ord