United States or Barbados ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre hendes Haar med sin Haand ... Skælvede som hun. Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen. Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke af, hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og han tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort fra hendes Kinder.
Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal. Officererne betragtede hende fra Lindegangen. Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven.
Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans Skulder, mens hun sukkede. -Hvorfor sukker De? hviskede han. Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at hvile lænet til hans Bryst. -Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.
Eksotisk kvælende som altid før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft. De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i Lindegangen. -De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende Toner af Violiner og Horn. -De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg. Ellen hørte det ikke.
De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den solrige Have.
Hun havde faaet saadan en stærk længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere. Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede ... Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i Samtale.
Og som en gylden Slange faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand. Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen. Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle. Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse.
Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet. Schønaich sang. Lidt efter gik han. Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav. De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde standsede Ellen. -Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun. Schønaich ventede.
Ellen smilede: Ja sagde hun og pegede over mod Lindegangen det er jo ikke just afvekslende. -Og dog foretrækker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det er forfærdeligt at leve i disse døde og tilhyllede Byer. Man hører midt om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i Horsens i fjorten Dage jeg saa ikke andre kvindelige Væsener end et Par Sælgekoner ...
Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham: spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og tænkte altid det samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog de samme Ord.
Dagens Ord