United States or Albania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun saá uvilkaarligt over mod Fru Francks Portræt over Flygelet og sagde: -Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile. Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en eller anden Ting var kommen til at tænke paa det derhjemme, pludselig sagde: -Aa, nu gaar Christian fra Møllen ledig igen. -Naa, Gud velsigne dine Smørkrukker.
"Hvad var det?" spurgte William hennefra. "Det første var af Rubinstein," han sad og saá ind i Lyset paa Flygelet. "Det var saa mildt," sagde William. "Aa ja," Hoff rejste sig og lukkede, "et Flygel er en ganske rar Ting." De talte ikke en lille Tid. Saa sagde William for at komme bort fra dette: "Det er dog tre underlige Buster, De har, Hoff."
Hun var aldrig beskæftiget, hun talte kun. Altid. Vidtløftigt om de ligegyldigste Ting, blot hendes Mund aldrig stod. Hendes Tungefærdighed overdøvede hendes Tanker. Der var ogsaa Dage, hvor hun tilbragte Time efter Time ved Flygelet. Hun fantaserede, Tonerne kom, hun vidste ikke hvorfra. Men de beroligede, og hun følte Lykke ved at spille sin egen Fortvivlelse.
Men var den fremmede ung, kunde det saa hænde, at han, mens Rubinstein tonede fra Strengene, nærmede sig Flygelet og begyndte at vende Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distræt og bøiet frem kom Ellen saa nær, at han strejfede hende ganske let.
Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang. Saa gik han. Lidt efter kom Greven hjem. Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet. Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand.
Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han. "Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre ... gøre noget." "Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina. "Naar han blot vilde flytte hjem ..." Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i Lysene paa Flygelet mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.
Saa træt, saa træt han havde været, og aldrig Ro, altid Anspændelse og Tvivl og ny Anspændelse ja, for træt havde han været.... Han tænkte paa, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor det var længe siden.... Se, de hvide Arme ... som Slanger.... Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran Flygelet med Hovedet støtter paa den ene Arm.
Undertiden kunde det derfor hænde, at en eller anden fremmed, som første Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herresæder, faldt i en maabende Forbauselse, naar Værtinden ud paa Aftenen bad sin Gæst at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at spille al denne mærkelige Musik.
Naar da Carl kom ind, holdt hun ofte op; og hun gav sig til at tale. Minder fra hendes Reiser, alt hvad hun havde levet og sét, flokkedes hos hende; og bøiet frem med Hænderne hvilende paa Flygelet talte hun i brændende og ekstatiske Ord, hvor de tusinde Billeder kom. Og selv fornam hun Talens hede Pragt som en Tropenat med Stjerners Skær. I saadanne Timer vidste hun, han elskede hende.
Han traf hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indsprøitning. -God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er der nogen, som har haft Bud efter Dem? -Gud ske Lov nei ... Men jeg kørte her forbi og vilde saa sé herop. Smerterne i Fingrene er jo meget bedre? -Ja Konferentsraad heldigvis lidt bedre.
Dagens Ord