United States or Niger ? Vote for the TOP Country of the Week !
Derpaa til Damen: "Frøkenen vil maaske tage Plads." Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede nogle Ord og satte sig paa Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa Flygelet. Saa forsvandt endelig Værtinden. Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke sit Slør op.
"God Morgen," William lettede sig i Chaiselonguen. "Aa, jeg laa og døsede lidt." "Jeg ser det ... Om det just er sundt at ligge og døse i saadan en Hundekulde." Hoff gik henimod Kakkelovnen. "Lægger Du ikke i Kakkelovnen?" spurgte han. "Der er vist ingen Kul," sagde William ligegyldigt. Hoff aabnede Kassen. "Nej" "Nej, Værtinden sagde det før. Du maa beholde Overfrakken paa"
Vil De ikke, hvis De véd noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det til for at berolige den stakkels Mathilde. De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod Deres hengivne Asta Heltz Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var Værtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde tale med Hr. Berg. Det var Edvard Sundt. Dem , sagde Berg.
Indtil alt med Et blev stille, da en gammel Kone Værtinden kom ind med en Lygte. »Hvor er Grev Campnell? Hvor er han, hvor er han ?« Anføreren for rundt i Salen, hvor allerede flere Soldater laa saarede og blødende. »Hvor de er henne? Fjenden?« sagde den gamle Kone. »De er flygtede! Alle deres Heste er jo borte fra Stalden ... de er flygtede, de Pjalte og kommer saamæn ikke igen.«
Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa med et Bind af Victor Hugo, hvorved han fordøjede Maden han sagde altid, at Vers var det samme for ham som Smaasten for Hønsefuglene bankede det paa Døren. Han laa stille som en Mus, saá sig forsigtig rundt og rejste sig sagte for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa hørte han Værtinden tale ude paa Gangen. Lidt efter kom hun ind.
Den gamle Hertz udspurgte ham om Fortjenesten og Priserne. Værtinden fortalte om Vanskelighederne under Foraarshøivandet og om en enkelt Aargang, da Floden var steget næsten til Foden af Trappen. En pludselig Piben, der skingrede gjennem Dalen, og en forbijagende Lysning mellem Træerne paa den anden Bred, gav det sædvanlige Tegn til Opbrud. Jeg fulgte som altid Minna hjem.
»Tror De #det# var Vanskeligheden?« svarede han. ... Saa kom Turen til ham. Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie: Kapitel I. »Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev Værtinden helt ud i Entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende Præst, det skal De ogsaa snart indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!« Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange modstridende Tanker.
Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. "Tak." Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse, indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved at staa dér, som om hun ventede. Hoff rejste sig helt fra Sofaen: "Ja, Hr. Hoff, det er mig." sagde han og bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: "Læg lidt Kul paa," sagde han.
Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme Sted. William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var Fortumlet og træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da Værtinden kom ind. William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig utilpas, "Hvad vilde hun?" Det var et Brev.
Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa Gaden. Han gik med bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun havde set Brevet, om hun ogsaa virkelig havde talt med Postbudet. Saa gik han ned igen.
Dagens Ord