United States or Suriname ? Vote for the TOP Country of the Week !
De holdt begge op at lé: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun staaende. Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede Valpladsen efter en »Tagfat«, som søgte hun, Hjælp eller Flugt før hun mekanisk lod Hænderne synke.
-Det er kun mig, sagde hun straks i den første Stue, lille Fru Mathilde fo'r sammen: Saa kører vi, sagde Asta muntert. -Ja Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod hende.
Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej, var det ganske mørkt: -Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra Vandet. -Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret Stemme. -Ja jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig derhjemme i den sidste Tid.
Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne, og viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der næsten pinte Asta... . ... Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, og de gik ned til Vognen.
Han stod myg og fortrykt foran hende: Og at han saadan sendte mig af By den Dag, sagde han Hele Gaarden grinede, da jeg kom hjem. Hun lo højt ved Tanken: Saa kunde Du jo ha' grinet med! Naar vi ikke er Kærrester længer. Det er der ingen, der tror .... Det er saa sgu din Fejl da! Ta' Dig en Bislaaferske saalænge og stop Munden paa dem. Det mener Du ikke, Mathilde ...
-Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme ynksomme Hast, som legede hun »Hund og Hare« med sine egne Tanker ... Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han skrevet, sagde hun. -Men hvorfor vil du rejse netop nu nu, da du ikke er rask, sagde Asta. -For jo, sagde Mathilde og nikkede.
Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang Vej. Han blev greben af en raadløs Medlidenhed og Smerte: det var Mathilde; og han bøjede sig frem og tog hendes Hænder, der var kolde, som havde alt Blod forladt dem de besvarede ikke hans Tryk.
Og han overvejede paany, hvad det kunde være, hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab for han havde haft »Luner« under deres Forhold ; og midt under sin Sindsbevægelse følte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed: hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme. Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven.
De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Hænderne djærvt i hinanden, højt oppe fra Luften. -Jø-s. -Jø-s, sagde de begge. Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen. Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde været hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen.
Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen: -Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet end Fru Mathilde. -Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev aldeles forfjamsket jeg vilde kun føle, om min Kaabe ... var vaad endnu efter Regnen.
Dagens Ord