Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. maj 2025
Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kælede for »sin Søn« og for Mathilde som en Rugehøne for et Par Kyllinger. Han fik sine Livretter og hun matte »skaanes«. Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile lidt nede under Blodbøgen nu, der var Skygge....
Asta gik ind til de andre. -Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie, som sad paa Sengekanten i Søstrenes Sovekammer. -Er det en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kækt mod hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at dette skal høre op.... -Hvilket? -Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng.
Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klædt paa i broderet hvid Kjole til Middag og bagefter spadserede de paa »Anstalten« med Marie Pige, der altid skændte med sit: Naa Mathilde det skal jeg sige til Oberstinden.
Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv lige som et Lys i Ryggen med sine to Døtre, én paa hver Side, til Bad. Hun stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen skinnede, blev raabt an de Snese Gange: -Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tænke lidt paa din Teint.
-Madam Jensen er her, brast det ud af »Naaden«. Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var Nettet, de nu trak sammen om hende. Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der havde biet i Spisesalen, komme frem i Døren. Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til en Velsignelse.
-Pyh, hvor har jeg løbet Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig vi kom aldrig fra Bordet idag for den Snak ... Nu Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske, alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa sin Arm. Han var Hr.
Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end »han«, pludrende om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjærte om en Klasselærerinde.... -Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.
Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen var langskørtet og højtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var faldet som Barn og havde flækket Næsen. Hun lagde straks under Forspillet Haanden paa Hjertet: Det var Sangen om Sorrent.
Da han kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og én Gang ventede han ved Volden forgæves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forløb endnu et Par Dage, hvor han sagde, at »det jo i Grunden var ham saa ret ligegyldigt.« Saa skrev Mathilde, at de maatte mødes en Aften ude i Grønningen, naar det mørknede. Erhard indtraf først og maatte vente længe.
Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede undertiden pludselig Skuldrene opad som en lille Fugl under Æggeheden. -Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg. -Der flyver dig en stegt Due i Munden. -Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden.
Dagens Ord
Andre Ser