United States or Micronesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vi havde valgt Veien over Terracina . Medens Kusken holdt Middagshvil i Værtshuset ved Kysten, spadserede jeg op ad Bakken til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som ligger lige ved Indgangen til Byen, frembød den Dag et usædvanligt Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, der udmundede der, vare afspærrede med Reb, bag ved hvilke Skarer af Voxne og Børn stode samlede.
Paa Terrassen havde de nedrevet den lille Søile-Caffé, hvor jeg havde faaet den Idé at tage til Rathen, og hvor vi havde truffet Stephensen; de Gader, som vi vare gaaet igjennem den sidste Gang, da vi spadserede sammen, existerede ikke mer, og man kunde neppe finde deres Spor i det nye Kvarter af fordringsfulde Pragtbygninger.
Han lo som en Mand, der gerne vil more sig over alt, hvor tarveligt det end kan være, og saa spadserede vi op og ned ad Dækket sammen. Straks efter kom Nikola hen til os. Jeg forestillede Downing for ham, og fem Minutter efter skulde man have troet, at De havde været gode Venner i mange Aar.
De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine Rejser som en gammel Mand. -Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker. -I Paris hos Charlot vilde sige sin Moder i Paris, gentog han saa. Fa'er sender dem til Paris. -Ja saa din Fa'er har dem. Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned. Hr.
Jeg mindes, at jeg spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig. Min yngre Ven støttede sig til min Arm, ligesom næsten 40 Aar tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i Botanisk Have. Han døde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i den Anledning, vare hans Landsmænd kjærkomne. Lad dem staa her som et Minde om min Ven.
Men naar det hændte, at der var kommen Brev til Kongen, gik han altid ud i Abildgaarden, sendte Tjenerne fra sig og spadserede ene op og ned mellem Træerne. Her havde han vænnet sig til at søge hen, naar Minderne blev levende. Naar Kongen kom op i Taarnstuen igen, var han blid og kaldte muntert paa Mikkel. Saa begyndte Dagens Spisninger og Andagtsøvelser.
Lille Canth sad forknyt og »regnede«, med den ene Strømpe i Haanden, paa Kanten af sin opredte Sofa.... Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i Kjole med det nye Dannebrogskors og sang. -Nu skulde du lægge dig, Martens, sagde Fru Martens. -Ja, sagde Martens og blev gaaende.
»Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang«, sagde Præsten, »siden det er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lønning op forud forleden Aften.« Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud sammen med Niels. Vi henvendte nu vor Opmærksomhed paa Juletræet, der laa i en sørgelig Fornedrelsestilstand paa Gulvet.
Det plejer ikke at være noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa, som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf.
Men han kunde ogsaa skjule Ansigtet i sine Hænder og græde, græde, fordi han var Idiot og ikke vidste, hvad det var. Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra Skolen blev pæne, unge Mænd, der spadserede med Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde ogsaa saa gerne spadsere med en af Pigerne, men Pigerne var bange for ham, og han var endnu mere bange for dem. Og det blev aldrig til noget.
Dagens Ord