-Saadan Stederne, sagde han: forstaar De.... Løjtnant Nielsen forstod. -De vil se Markedet, sagde han. Stol paa mig: vi skal se Markedet. Han kom i Benklæderne og begyndte at skrige paa en Madam Madsen. Madam Madsen stak et Stykke Sæbe ind ad Døren med en nøgen Arm. -Man lever i Familien, sagde Løjtnanten: han skummede Madam Madsens Sæbe op ad Armene.

Landhandleren og de fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i Fjederstolen paa sin Vogn: -Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet i Maj Maaned. -Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som ved at blive faerdige med Hosten.

Madam Bolling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet ikke. Saa sagde hun: "Bispen" og begyndte at ryste. Benene vilde naeppe baere hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde ikke se ham hun kunde ikke se ham ... nej.... Men hun maatte jo: Det var Bispen . Og hun maatte have sin sorte Kappe paa....

-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka. -Tine hvor er Tine? Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam Bolling at graede. Hvor er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. Hvor ikke?

Og Moblerne havde faaet Skub og Vaeggene Stod og ingenting saa stod det, hvor det skulde: -Aa Herregud aa Herregud klagede Madam Bolling ved al den Odelaeggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det for havde vaeret: Og se nu, og se nu! Madam Bolling stansede og begyndte at graede. Der stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen.

... Madam Bolling var gaaet over Gaarden til Leddet. Traet satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De andre talte og hun horte ikke, de gik om hende og hun sansede dem ikke, for hun havde kun en Tanke, Naetter og Dage, blot en Tanke, der skar gennem tusinde: Naar de bringer ham blodig saaret og blodig. Da Madam Bolling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen.

Hendes Hus laa paa et Gærde, og man maatte klatre derop ad en Trappe, der kun havde ét Rækværk. For-Stuen var strøet med Sand, og der lugtede af Jomfruelighed og Lavendler. Madam Jespersen sad paa en Forhøjning og strikkede Stykker. Dér havde hun siddet saa længe Stærene var kommet til Byen. "Stykkerne", som hun strikkede, laa hvidtskinnende paa hvert Møbel og paa hver Stol.

Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger, mens Aftenklokkerne begyndte at ringe. Paa Pladsen rog Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen. Tine fik Bolling ned ad Trappen og stottede ham, mens han orkede ned forbi Laengen.

-Hos Hans Lorentz'? Ja, jeg taenkte del. Det er vel Tiden.... -Naa der gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen. -Ja, svarte Madam Bolling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og Madammerne gik ind. ... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med Maelken, sad Madam Bolling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden fra Kirkegaarden og gik hjemefter.

Jeg nøjedes derfor med at maale hele Styrken med Øjnene med det Resultat, at deres sølle Vaaben svajede endnu værre end tidligere. Saa kastede jeg mig op paa min Hest og galopperede bort, fulgt af en skingrende Latter fra Kroværtens Madam. Jeg havde taget min Bestemmelse.