United States or Angola ? Vote for the TOP Country of the Week !


-Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiær, igaar flyttede jeg op paa Loftskamret. En Mand maa jo ha'e sin Nattero, naar han skal passe sine Ting om Dagen. Katinkas Hoste lød gennem Huset. Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende ved Fruens Seng. Det var, som Hosten vilde slide hende sønder. -Tak, Tak, sagde hun. Gaa nu ind og sov, sagde hun. Hun aandede tungt.

Landhandleren og de fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i Fjederstolen paa sin Vogn: -Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet i Maj Maaned. -Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som ved at blive faerdige med Hosten.

Undertiden hørte han Moderen kalde klagende og Vaagekonens slæbende Sjokken over Gulvtæppet hen til Kakkelovnen for at hente Medicin. Han kunde ikke sove, Hosten forfulgte ham i hans Halvslummer. Saa vaagnede han i Feber, og var Stella falden i Søvn og Hosten standset, lyttede han angst, begærlig efter at høre en Lyd, greben af en lammende Skræk for, at Moderen skulde være død, mens han sov.

Hosten kom og rystede hende; hun fo'r op i Sengen, det var, som hun skulde slides sønder. Agnes støttede hende. Katinka var vaad af den kolde Sved. -Tak, sagde hun, Tak. Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhænget saa' hun paa Agnes' Ansigt, saa rundt og stærkt, og Hænderne, der gik saa resolut over Sytøjet. -Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt? -De skulde sove, sagde Agnes.

Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun for dem. William sad paa Chaiselonguen, han lyttede med lukkede Øjne, betagen, angst for at tabe en Tone af denne Forklarelsens Symfoni. Men det varede sjældent længe, saa kom Hosten, og Stella lod Bogen falde. "Det er forbi," sagde hun. "Jeg kan ikke mer." Det var forbi med Læsningen.

Men somme Tider kom der en Hosten inde fra det inderste af Briksen helt derinde fra, hvor der altid er mørkt, og den tørre sviende Hoste kunde blive saa voldsom, at den ofte overdøvede vor Tale. „Hvem er den syge, der sidder derinde?“ spurgte jeg til sidst.

Og nu stod jeg ved Døren, som jeg havde gjort det om Eftermiddagen. Kejseren slængte sig ned i en Lænestol og hensank i tavs Grublen. Tilsidst vovede jeg at minde ham om min Nærværelse ved en svag Hosten. "Naa, min gode Gerard," sagde han, "De er aabenbart meget nysgerrig efter at faa at vide, hvad alt dette skal betyde?"