United States or Saint Barthélemy ? Vote for the TOP Country of the Week !
Sønnen derimod maatte vist snarere ligne sin Fader, thi han var høj og velvoksen, og hans Øjne var store og sløve. Man maatte kalde ham en pæn Mand. Men saa havde han jo denne «Skavunk» med Armen. Den var bleven skaaret af i en Hakkelsemaskine. Og saa havde Sognet skænket ham en Jærnhaand og indstillet ham til Embedet som Landpost. Hvilket Embede han nu beklædte paa tiende Aar.
Lars kom maaske med og de fleste af Husmaendene skulde ogsaa afsted. -Skovgaerningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Haender. -Nej, sagde Tine. De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu. -Ja hos Anders Taekkemand var det ren Jammer.
Det var Fiskere dèr fra Sognet af Redningsbaadens Mandskab, der skulde ud paa Strandvagt, den ene mod Syd, den anden mod Nord. Uden Formaliteter, uden andre Ord end »Godaften«, kom de hen og gav Holst en kraftig Haand, et rigtigt Vennetryk, Asketen især. Han forskede Holst, som vilde han se ham i Sjælen med det samme.
Og gamle Bolling, der sad med foldede Haender og ikke horte, hvad de andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt ind her i Sognet, havde han talt sammen gamle Bolling sagde: -Ja, ja, Guds Vilje ske, sagde han og rejste sig. De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa Skovrideren.
Men det var flere Aar siden han havde været derovre. Han vilde ikke høre Onkelens Bebrejdelser, fordi hans Studier endnu ikke havde baaret nogen Frugt trods alle de mange gode Penge, der var stukket i dem, ikke møde de halvt skadefro halvt medlidende Blikke fra sine Jævnaldrende i Sognet, dem han havde villet hæve sig over ved at studere til Præst.
Og alt Lintøiet havde Konen selv spundet og vævet og syet med sine egne Hænder, for saa var hun vis paa, at det var godt gjort. Manden stod ved Siden og beundrede ikke Tøiet, men Konen. »Er det nu ikke en mageløs Kone, jeg har«, hviskede han til Gamle, »hendes Lige finder De ikke i hele Sognet, ja ikke i hele Verden.
»Ja see, er det nu ikke et prægtigt Dyr«, sagde Præsten, idet han vendte sig om til mig, »Mage til den Hane finder De ikke i hele Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler her i Præstegaarden.« Ved Synet af denne Hane foer pludselig en Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed hos mig.
Naar der er en eller anden Ulykkelig her i Sognet, som Fa'er ikke veed at hjælpe paa anden Maade, saa behøver han blot at sige et Ord til Kjeldborg, og strax bliver den Sag bragt i Orden. Der er aldrig nogen Fattig, som gaaer tomhændet bort fra dem.« »Ja det kan være meget smukt, men derfor blive de ikke morsommere.
Børnene var røget ud af Spisestuen, saa de væltede over hinanden i Gangen. -Men, sagde Tante Anna hun var knap kommen til Sæde kan jeg glemme hende, Margrethe, det kønne og vævre lille Pigebarn. -Det er med de kønne, det gaar værst, sagde Moderen, som tragtede Kaffen. -Men, sagde Tante Bothilde, det hænder jo bogstavelig hvert Aar her i Sognet. Moderen smilede bag Maskinen.
Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i Sognet. Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun kunde tænde, og blev siddende. Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The. -Hvad er Klokken? sagde Fru Bai. -Otte-Toget er meldt, sagde Marie.
Dagens Ord