Agnes aabnede Døren til Kontoret. Hun hørte Katinka stønne og Vaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja. Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun. -Han er kørt efter ham, sagde Agnes. Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Trækninger gik gennem hendes Krop under Tæpperne. -Hold, sagde Vaagekonen. Agnes tog om hendes Haandled og slap dem igen; hun følte den kolde Sved.

Hendes Værelse var et lidet Rum med meget pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen. Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede ud for at lukke Dørene paa Klem. Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle. Tiden gik.

-Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus. -Svigermor.... -Ja, sagde Huus ... min Forlovedes Mor.... Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun holdt. -Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har været forlovet en Gang. -Saa? det vidste jeg ikke. Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage. -Vi kunde gaa ned til Dammen, sagde Huus. -Ja, naar Marie vil kalde.

Han svarer ikke straks. Jeg skal lige til at gentage det. Saa stiller han sindigt Kosten fra sig mod Husvæggen og gaar hen til Kjøkkenvinduet, som staar aabent. Marie, æ du deringe! Intet Svar. Æ du deringe, min Pie! Han slaar nogle Slag mod Ruden. De' var bare de', a' du skue lægg lidt Halm paa Logullet o ta'e et Hestedækken o spre' over. Vi har fundet en død Kone ner i Mosen.

Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj. Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret. -Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han. Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier. -Han havde ogsaa været med i sin Tid ... da de laa paa Skolen.

-Hvad er Klokken blevet?... -Halv fire.... -Naa Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere. Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter hørtes hendes dybe Aandedræt. Den lyse Plet fra Natlampen bagved Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede Øjne. Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Tæpper ude paa Perronbænken i Solen.

De to Stiftsdamer, der tog dybt til sig af Krystalskaalene, som den Lyseblaa bragte omkring paa en Sølvbakke, talte om Krigen i Tyrkiet, der optog dem ganske: -For vi paa Slottet, det siger jeg Dig, Marie, sagde den Yngste, har, bogstavelig talt, levet i de Begivenheder. Den Ældre faldt ind: -Ja, den ulykkelige kejserlige Familje.

-Vi kan vel lægge dem paa Huus' Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med Skeerne paa den lille, japanesiske Bakke. -Nej, ikke paa den. Katinka rejser sig halvt i Sengen. -Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine brændende Haandflader hen over den kølige Lak. Stille bliver hun liggende med Huus' Bakke i Hænderne.

Og Vagabonden kom ind i Stuen, mens Moderen skreg højest. Fæl var han, og Børnene hvinede. Men pludselig opdager en af Drengene, at det er "store Marie". -Mo'er, det er store Marie, skriger han. Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie: -Giv Nina en paa Øret. Og Nina fik en Lussing, saa hun røg, af Maries Næve. Saa troede Børnene, at det var en Vagabond.

Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hænder, der blev liggende paa de sidste Taster. -Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun støttede sig til Klaveret for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa træt, som var der Bly i hendes Ben. De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy. Katinka tog en Bog af Tasken.