United States or Montenegro ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og man hørte Slagene af en Trækølle, der langsomt og sindigt rammede Kvægets Tøjrpæle ned i den bløde, vigende Engjord. Her har vi det jo rart! sagde Karen. Dejligt! nikkede Kaninen; men hostede i det samme haardt og hult. Ikke hoste, Frøken Jansen! advarede den lille. Nej; bare lidt! smilede Frøkenen. Husk at bede Mama om Brystdraaberne i Aften. Ja .... Og saa tav de igen.
Pompadour lod, som om hun ikke mærkede hans Ophidselse: Her var nogle Mænd i Aftes, da Du var kørt bort, begyndte hun sindigt de vilde gerne ha' talt med Dig med det samme. Men jeg sa'e, at Du var a' By, og at de ikke kunde træffe Dig før en Gang i Formiddag. Hans sendte Moderen et lurende Blik: Hvad var nu det for noget? Hvorfor snakkede hun ikke rent ud om Minka straks?
Der løb et rivende Strog under Baaden, saa vi maatte sætte otte Mand til Aarerne for at holde igen, og saa nærmede vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med vi fik siden at vide, at saadan havde de hængt omtrent fra den foregaaende Midnat, da Skibet var sunket.
Han næsten løb den hele Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han, næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.
Hver Lyd blev hort hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kaeredes. Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine horte Stemmerne: de talte om Skovriderens igen. -Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bolling sindigt. Og Vognen korte videre, til Lyden dode. En Flagermus skod forbi eller en Ugle.
Han kæmpede nogle Øjeblikke for at tale Han hørte Hr. Andersen hviske, saá den store Skindkrave bøje sig over mod Lommetørklædet ... Saa flygtede han. Han løftede Armene, som om han vilde tage Vidne paa sin Afmagt og med et uforstaaeligt Udraab løb han op over Scenen ... Hr. Andersen stod lidt med Bogen i Haanden. Saa lagde han sindigt Tørklædet tredobbelt om sin Hals og gik ud gennem Foyeren.
Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa' til det og til det. Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at indrette. De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt, som det laa for dem begge.
Vejret lindede af, og Regnen strømmede, rigtig en trist Tid i den øde Egn. Det var Jul et Par Dage efter Travlheden i Gaard og Hus var ligesom hæmmet, man talte sindigt og lavmælt om de otte, som gik bort paa den strænge Kyst, lige for Øjnene af Redningsfolkene. Og den niende hvordan var mon #han# tilpas, naar han rigtig kom til Besindelse ovre paa Ringkøbing Sygehus. Dèr laa han. Hvem var han?
"Men hun er slemt afrakket ... han stjal og løb fra hende" ... William syntes ikke at høre, han gjorde et Ophold, som om han ledte efter Ord, derpaa sagde han ilfærdigt: "Vil Du høre det?" og rejste sig. "Naa, spørger Du mig endelig om det," sagde Gerson sindigt, lukkede Bogen og stod op. De gik henad Gangen uden at tale videre og ned ad Alléen.
Dørene stod aabne ind til den tyste Lig-Stue. Sognefogden spiste sindigt. Stykke efter Stykke. Han maatte spise meget i de Sørgedage. Talt blev der ikke. Drengen fik Solbærrom og stak Glasset ud for Moderen saá det ikke saa han blev ganske ør. De sad længe ved Bordet. Sognefogdens Kone havde sat sig ved Døren. Hun havde ikke mælt et Ord.
Dagens Ord