United States or Cook Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og hun gik ud for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af Skorstenen og fulgte med ind for at saette sig i Krogen ved Bogskabet, hvor hun saa tidt havde hort til, naar de laeste. Berg aabnede langsomt det sorgerandede Blad og lagde et Ojeblik Haenderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevaeget og stille.
Sofie talte om Varsler og Tegn: Der var nok af dem der ha'ed' ikke vaeret for rart i Skovridergaarden, nu i Sommer saa det huseret' ved Nattetider. "Vognen" ha'ed hun da hort den alene tre Gang' saa tydelig den var svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke mer Vogn end bag paa en Haand ikke mer end bag paa min Haand, det saa ogsaa Fruen.
-Hvor er Himlen dog hoj, sagde Tine, der ufravendt saa ud i den blanke Luft. De Bortdragendes Signaler var doet hen, og Solen var ved at gaa ned. Tine satte Drengen bort med et Saet. -Der er de, sagde hun og stod op. Ane havde intet hort. Men der lod Skridt bag Bakken af en kommende Trup. -Nu naaer de Bakken, horer du? -Ja, nu kommer de, sagde Ane traegt.
Hver Lyd blev hort hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kaeredes. Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine horte Stemmerne: de talte om Skovriderens igen. -Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bolling sindigt. Og Vognen korte videre, til Lyden dode. En Flagermus skod forbi eller en Ugle.
Natten var mork og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens Milesten og hun rejste sig igen. Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme Plet. -Hvor laenge du blev, Barn, sagde hun. -Jeg har ingenting hort, sagde Tine og lagde Sjalet. Moderen skaenkede Kaffe og rakte hende den. -Tak, svarte Tine og drak begaerligt. -Hvor du er bleg, sagde Moderen.
Ingen havde hort Doren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vaekkedes: -Aa, her er Selskab!
Det forste Horn havde hun hort i Sovne og var faret op. Jo det var det var Allarm.... Alle kom op, oppe og nede. De lob allerede i Storm over Gaarden. Tine fandt intet Lys, fik Klaederne om sig, raabte ud i Gangen: -Sofie, Sofie. Skridt lod inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen: -Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik taendt et Lys, som Traekken slukte.
Og Madam Bolling begyndte pludselig at tale i en hoj, skaendende, fortvivlet og gennemtraengende Tone, som Berg aldrig havde hort: -Hvem skulde hjaelpe, naar hun rejste? hvem ? Var her da intet at hjaelpe? her baade her og der? hvem? Saa han da ikke sit eget Hus, sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Vaeg uden Plet og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt ode....
Provsten har forresten saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligpraekener, lagde hun til i en Slags Parentes. -Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede hun. Hun fik Kaffen. Madam Bolling havde fra Sovekamret hort, at nu var der blevet roligt. Skraemt aabnede hun Doren: Nej nu var der ingen. Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter og lukkede.
Fra Majorens Stuer horte de Hojaervaerdighedens Stemme hoj og ophidset. Han havde hort, fra Hovedkvarteret hort, at Skanserne, at Stillingen skulde rommes. Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke taenkes: Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang. Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke.