United States or Singapore ? Vote for the TOP Country of the Week !
Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slor. Madam Henrichsen kom ud for at hjaelpe hende og sagde, at "Tine i Skolen" var dod til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt, som horte hun ikke og uden at vente paa Svaret som om der ikke fandtes andre Dode end hendes Son. Sofie vendte tilbage til Kokkenet.
Ogsaa ved Bronden haengte et Par Soldater, som begyndte at hjaelpe hende med Spanden. -For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk. Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne, tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde.
Madam Bolling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjaelpe. Men Fru Appel blev kun siddende ubevaegelig, og Madam Bolling stod raadvild med Koppen med Suppe til hun gik igen. Kun en Gang havde Fru Appel loftet Hovedet og, mens Taarerne brod ud af hendes Ojne, havde hun sagt: -Han er jo saa ung.
Madam Bolling nynnede Omkvaedet med over sin Hael. -Ja saa hun sang den kont, sagde hun, da Sangen var forbi. Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Haenderne i sit Skod. -Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede sin Fader. Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun gik og blev ved at hjaelpe med det og med det .
Og Madam Bolling begyndte pludselig at tale i en hoj, skaendende, fortvivlet og gennemtraengende Tone, som Berg aldrig havde hort: -Hvem skulde hjaelpe, naar hun rejste? hvem ? Var her da intet at hjaelpe? her baade her og der? hvem? Saa han da ikke sit eget Hus, sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Vaeg uden Plet og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt ode....
Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte forst hjaelpe hende; hun kunde ikke taale at se de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet, de maate haenge noget andet op noget, der kunde daekke. Hun tog "Kong Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og de to Gamle bar Billederne, mens hun loste Spejlet.
-Ja, sagde Lars efter en Stund betaenksomt: nu er de vaek, sagde han, og Husmanden nikkede til Bekraeftelse. -Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som for, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjaelpe. I Gangen aabnede hun Doren til Dagligstuen.
Men hun lob alene det var jo maaneklart og ganske lyst. -Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun lob, kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker, hun kunde dem jo udenad Saetning paa Saetning. Julen blev naer. I den sidste Tid maatte Tine hjaelpe Fru Berg med hendes Presenter.
Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Ojnene over Vandet, mens han sagde det; og hun vilde finde noget at sige, der kunde muntre ham, hjaelpe paa Humoret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt ingenting.
-Og saa taler hun dog om at ta'e til Lasarettet, sagde Madam Bolling efter en Stilhed, aa Herregud, at ta'e til Lasarettet, som om her ikke ... aa Gud hjaelpe det ... var Lasaret nok alle Vegne. Madam Bolling sad og rystede paa Hovedet som En, der ikke forstod: -Som om hun behovede at ta'e til Augustenborg for at finde Syge at passe, sagde hun.
Dagens Ord