United States or Haiti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu trængte han til deres Tro nu, da han gik alene, ensom, og bar hele Fremtiden over den stride Strøm ... aa, nu da det stormede ind over ham nu skulde de komme til ham og tro paa ham ... I Talentet mundede det ud. Havde han ikke det, vidste han ikke det, urykkeligt klippefast nej saa kunde han ikke, saa maatte han ikke gaa det var Ansvaret.
Da imidlertid hans Skikkelse saavel som den Maade, han bar sine Hænder paa, var velkendt, blev han næsten altid genkendt, og der blev derfor sjældent sagt andet, end hvad han helst vilde høre. Min første Tanke var, at han var vred over, at jeg havde ladet ham vente, men da jeg nærmede mig ham, hørte jeg det store Kirkeur i Fontainebleau slaa ti.
Ida skød tavs hendes Hænder bort fra sin Arm. -Farvel, nikkede Frøken Friis. Da Ida, der bestandig bar de to Smaapakker, kom ind paa Trappen i Pavillonen, mødte hun Frøken Kjær. -Nej, sagde hun med sin glade Stemme hun var saa vant til, at Ida bragte noget med sig hjem : Jomfruen har Kager.
Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var som de fløj, og næsten som han bar hende ... Han kom ogsaa hjemme. Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de "skrev Sedler" og "En gik ud" og naar der blev "tænkt paa noget" ... Det var altid Bai, og saa blev der en Latter. Og hjemme talte Moderen altid om ham.
Hendes kejserlige Højhed Erkehertuginde Elisabeth bar Ceremoniellet med et lykkeligt Smil. Efter Bryllupsfrokosten tog det nygifte Par Afsked. Den høje Brud var i en Rejsedragt af sart lysegraat med Kapothat, besat med smaa Rosenknopper. Hun blev kysset paa Kinderne af alle Herskaberne. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod i Vinduet og saa' ned i Palaisgaarden, da de skulde køre bort.
Hans Velærværdighed var kravlet op i Møllen og helt ud paa en af Vingerne for bedre at se. Ungdommen gav sig til at danse. De talte ikke meget, da de gik. Ingen af dem forstod noget. Han bar Barnet, for at hun lettere kunde følge med. De gik og gik. Vekslede bare de nødvendigste Ord om Sult og Tørst. Men der var ingen Bitterhed i deres Stemmer, og de brugte ikke haarde Ord om hinanden.
Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold." Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!" Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne.
Og han viste mig Livets Vands Flod, skinnende som Krystal, udvæld de fra Guds og Lammets Trone. Midt i dens Gade og på begge Sider af Floden voksede Livets Træ, som bar tolv Gange Frugt og gav hver Måned sin Frugt; og Bladene af Træet tjente til Lægedom for Folkeslagene.
Saa løftede hun varsomt sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare Fødder, hen i hans egen Seng. ... Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet ind til sig selv.
Ogsaa Ploug var min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid kæmpende under det samme Banner; det bar jo det skjønne Navn "Fædrelandet". En Beretning om denne Høitidelighed, hvortil E. v. d. Recke havde skrevet en smuk Sang, læses i Berl. Tid. 3.
Dagens Ord