United States or Zimbabwe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Velærværdighed var kravlet op i Møllen og helt ud paa en af Vingerne for bedre at se. Ungdommen gav sig til at danse. De talte ikke meget, da de gik. Ingen af dem forstod noget. Han bar Barnet, for at hun lettere kunde følge med. De gik og gik. Vekslede bare de nødvendigste Ord om Sult og Tørst. Men der var ingen Bitterhed i deres Stemmer, og de brugte ikke haarde Ord om hinanden.
Men hvor det var velsignet at møde dig dèr, Harald! jeg saae, at du var den samme, og du følte ogsaa, at jeg var det overfor dig. Overfor #ham# visselig ikke. Jeg mærkede godt, at det var dig pinligt, at min Uvillie mod ham viste sig saa tydelig, og dog kunde jeg ikke være anderledes. Saa ond er jeg allerede bleven, saa megen Bitterhed, ja Had er der kommet op i mig.
I saadanne Tilfælde følte han en dyb personlig Skuffelse. Han kunde sidde i Timevis og forklare den uheldige Ansøger, hvorfor Selskabet umuligt kunde imødekomme ham. Han udviklede omhyggeligt alle Synspunkter, baade de moralske og de sociale han vilde saa inderlig gerne, at Afslaget ikke skulde efterlade nogen Bitterhed. Alligevel hørte han ofte onde Ord. Han tog imod dem med lysende Øjne.
Intet Folk faar saaledes en Historie, der i Tilværelseskampens Bitterhed, i Mindernes Uhygge kan sidestilles med Eskimoernes. Tidligere har man altid fremhævet Godmodigheden, Fredsommeligheden som den Egenskab, der mest karakteriserede Eskimoerne. De var saa gode og skikkelige! Ja, vel er de godmodige, og fulde af Tørst efter Fred trods alt! Saa meget desto mere beundringsværdige!
Jo William tænkte dog undertiden paa den store Kirke med de store Skygger og de berømmelige Grave. Han tænkte derpaa med en dyb Bitterhed, han ikke selv forstod, overvældet af den besynderlige Følelse af Skarn, som de føler, i hvis Slægt Sindssygen raser. Han syntes, han maatte slaa Øjnene ned for sin berømmelige Slægt nu, da dette var hændet.
Det var uden al Bitterhed og frit for hvert Spor af Sentimentalitet, værdigt og holdt i en rolig, sikker Tone, som jeg ikke havde tiltroet hende i en Sag, der satte saa mange Følelser og Minder i den stærkeste Bevægelse. Allerede mens vi vare sammen ude paa Landet, havde jeg undertiden glædet mig til at gaa med Minna i hendes egen smukke By, og jeg mindede hende nu om ikke at spilde Tiden.
Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab!
»Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker«, endte han med at sige, »nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle Landeveie af dem.« »Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed«, sagde Gamle med en vis Bitterhed, »de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa er man fri for at see paa dem.«
Der gik Folk, pyntede og tilfredse Ægtefæller omgivne af deres Børneflok, Forlovede, der saa hinanden ind i Ansigtet og som syntes at have glemt hele den øvrige Verden eller unge Kvinder og Mænd, der svælgede Livet som en brusende og fyrig Drik uden Bitterhed, uden Bærme ... Alle var de glade, fordi Solen skinnede og det var Søndag og de kunde gaa med dem, de holdt mest af i Verden.
Nu gik hun bort samtidig med, at Familiens Ulykke berøvede ham de Drømmerier, der havde opfyldt mer end hans halve Liv, og han følte under sin bestandig tiltagende Melankoli en Tomhed, hvis eneste Indhold var den dybe med Barndommens Halsstarrighed fastholdte Bitterhed, han nærede mod alt og alle.