United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da Drengen hjemme havde lagt sig ned under Tæppet og kneb sig ned til de to Brødre, som sov tæt ind til hinanden, laa han længe vaagen, og han saá stadig de nøgne, mens de løb ud, og hørte Musiken og Raabene. Og han sov ind, hed og fortumlet. Den næste Dag hentede Madammen ham Faderen var paa Møllen og de gik ud igen. De traf den nøgne fra igaar i Sengen.
Det vil sige, Alt dette vil han aabenbare for Dig, naar Du, med Din Arm i hans, spadserer over Markerne, gjennem Møllen og Kogehuset, og kommer med det ene Spørgsmaal efter det andet.
-Ja, sagde Ida, der først nu forstod, at det slet ikke var Christian fra Møllen; Enkemanden Hansen var ved Gasværket og han drak. Sofie, der blev ved at snøfte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida tænkte: -Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene.... Ida saa paa hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Taarer i Øjnene. -Gid det maa bringe Dig Lykke da, sagde hun.
Og hun stirrede frem over Vejene, hvor alle Folk gik hjem til Livet igen. Det var Bai mellem de to sørgeslørede Damer de lange Slør og de to Herrer med Fodposerne ... det var Katinkas Brødre ... som havde takket paa Familjens Vegne Lille-Jensen skulde spise paa Møllen efter Anstrengelsen. Frøken Helene ømmede sig i for smaa Støvler.... Der gik de alle.... Og skyndte sig. Agnes bøjede Hovedet.
Hans Velærværdighed var kravlet op i Møllen og helt ud paa en af Vingerne for bedre at se. Ungdommen gav sig til at danse. De talte ikke meget, da de gik. Ingen af dem forstod noget. Han bar Barnet, for at hun lettere kunde følge med. De gik og gik. Vekslede bare de nødvendigste Ord om Sult og Tørst. Men der var ingen Bitterhed i deres Stemmer, og de brugte ikke haarde Ord om hinanden.
-Louise, skreg Enkefruen. Toget var begyndt at gaa. Bai fangede Louise, min sidste.... Der blev viftet og vinket, til man ikke saa' Toget mer. Lindes gik hjem ad Vejen med dem fra Møllen. Louise-Ældst vilde se noget i Posttasken og løb ind i Kontoret foran Bai. De lo derinde, saa man hørte det ud paa Perronen. Lille-Jensen var sunket hen, lænet til en Pæl.
-Brandes, det er jo #ham,# Jøden, siger Frøken Helene. Der er ikke blevet anden Forestilling tilbage om "Aandsfriheden" paa Møllen. Studenten flyver op i den store Darwin. Bai har sagt noget, saa Frøken Jensen er blevet rød i Hovedet. -De er saa slem, siger Lille-Jensen og slaar ham over Fingrene. -Men Huus, siger Katinka: man maa jo ta' Livet, som det er ... og.... -Og?
Hun satte ikke Pris paa at blive regnet til de Paatrængende. -Fru Abel forstod hun ganske simpelt ikke. Om Aftenen sad hun ved Vinduet for at høre om han i det hele slap hjem. -Graven plejer jeg, sagde hun paa Møllen. -Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kiær viftede i Kontoret med sin Hat, som vilde han holde Fluer væk. Louise-Ældst var smuttet forbi ham i Døren.
-Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Hænder paa Bordet og saa' glad frem for sig, mens han holdt Hvil. Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen til Eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Møllen. Enkefruen skulde rejse for at indrette Hjemmet til Ida, hendes Yngste. -Louise følger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er en Hjemmefugl.
Gi' mig den, Marie, hva'? La' mig beholde den? Det er li'som at drikke Brændevin ... Næ, Du kan tro nej, min Skrukhøne! sagde Marie og stoppede hurtig Møllen tilbage i Kurven Tror Du, jeg vil bedrage Alexandra! Lidt efter naaede de ind paa Havslunde By-Gade. Alle Døre var lukkede og alle Vinduer mørke. Klokken var nu godt elleve. De tre Veninder gik stille frem ad Gaden.