United States or South Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Her stansede Toget helt saadan parlamenterede Englaenderne med den Enarmede og en lang Stonnen lod fra Vogn til Vogn ved det pludselige Ryk; mens Hojaervaerdigheden sagde, idet han loftede sin store Haand: -Ja de Tapre har givet deres Blod for Faedrelandet.
Tinka og Pigerne maatte vende sig bort nu og da naar de Saarede takkende trykkede deres Haender. Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; laedskede for en Stund, sad og laa de Saarede roligt. Madam Bolling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bolling i det aabne Vindu. De unge Liv de unge Liv, sagde hun og fulgte med Ojnene den sidste Vogn, som langsomt bojede bort.
Hans Angst var gaaet over til en opgivende, sløv og følesløs Inerti, og han var overbevist om, at Faderen ikke var med i Toget. Og alligevel spejdede han med Fortvivlelsens Iver efter hver Dør, der aabnedes i Vognrækken. Han løb lidt ned til den næste første Klasses Vogn til den næste. En Herre stod paa Trinnet halvt bøjet ind i Vognen ... nu traadte han helt ud ... vendte sig ... det var ham.
-Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende paa Sløret. Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu. Toget holdt, og Døre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag" saa højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne. Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm hun stod endnu paa Trinet: -Der er en Herre med Toget hertil -Hvem er han? Det gik som Kæp i Hjul. Ida-Yngst var nede.
Carruthers ikke adlyder og tilbyder mig sin Haand i Eftermiddag, saa maa jeg pakke mine Kufferter og rejse paa Lørdag men hvorhen, det hviler i Gudernes Skød! Han kommer med 3,20 Toget og er her i Huset før fire; det er en grim, kedelig Tid; man kan ikke byde ham Te, det bliver i det hele taget utaaleligt og nervepirrende.
-Det véd vi, sagde Enkefruen: Vi véd, hvor der er gode Tanker. Hun var rørt og kyssede rundt. -Ja, sagde hun, det er en Rejse for at miste.... Toget var der: Naa, lille Frue, sagde Bai. Det er Tid. -Og min Louise -De passer jo paa hende ... Bai havde allerede proppet hende ind i Kupeen ... Farvel Fru Linde ... Farvel.... Louise sprang op paa Togtrinet og kyssede.... -Sidst, sagde hun.
Bagefter kom jeg til at huske paa Lord Roberts Ord, da jeg paa Branches talte om at tage til London alene; om hvorledes han vilde bringe mig til hende, og hvorledes hun vilde være god imod mig, indtil jeg kunde faa set mig om efter et Sted, hvor jeg kunde bo. Men pludselig følte jeg et Stik i Hjertet. Han sad nu bøjet over Lady Ver i Toget til Northumberland.
Jeg gjorde engang i Selskab med en Parisérinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og hun læste bestandig. Paa hver større Station, hvor Toget stoppede, var hun strax ude for at kjøbe Bøger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker om Dagen.
Den indiskrete stod og saa' lidt paa den lille Stationsbygning: alt laa som vanligt. Saa vendte han sig og steg stille op paa Trinet. Toget skjultes af Vintrens Taager over Markerne. Det var den første Vinterdag. Høj Luft og tyndt Snelag over den letfrosne Jord. Udenfor Kirken begyndte Mændene at samles, højtidelige, med høje Silkehatte af mange Aargange.
Hun lo overmodigt og lykkelig og paastod, at nu kunde hun godt være et helt Aar paa Hvidgaard uden at blive »ond« ... Men næppe nærmede Toget sig igen den hjemlige Jærnbanestation, før hun blev bleg og tavs. Og da Landaueren med hende og Palle holdt foran Gaardens Trappe, knyttede hun sine Hænder og hviskede hen for sig: Hvor jeg hader denne Gaard ...!
Dagens Ord