United States or Armenia ? Vote for the TOP Country of the Week !


De saá paa det vissengule Cretonne og alt det øvrige; til sidst kunde jeg se, at deres Øjne ofte strejfede min Natkjole og min Frisérkaabe, som laa paa en Stol ved Kakkelovnen. "Aa, Lady Katherine, De er vist forbavset over, at jeg har lyserødt Silke," sagde jeg undskyldende, "da jeg er i Sorg, men jeg har ikke haft Tid til at faa en hvid Frisérkaabe."

Jeg sagde, at jeg virkelig ikke vidste noget om alt det, jeg havde set saa lidt til ham. Lady Katherine nikkede, medens hun maalte en Trøster, som hun var ved at strikke, for at se, om den var lang nok.

Jeg var saa drillevorn, som jeg kunde være sympatisk optaget af gamle Bartons lange Historier, og jeg saá kun en Gang imellem paa de to andre gennem mine Øjenvipper medens jeg talte paa den pæneste, ærbareste Maade, saa jeg er sikker paa, at selv Lady Katherine Montgomerie en af vore Naboersker vilde have syntes godt om det.

Han var en rig skotsk Fabrikant, og jeg antager, at den stakkels Lady Katherine skulde gifte sig med ham, skønt, da hun selv er skotsk, tænker jeg ikke, hun lægger Mærke til, at han er temmelig plump. Der er to Sønner og seks Døtre, én gift, fire voksne og én, der gaar i Skole i Bryssel, og de har allesammen rødt Haar!

"Lady Ver sagde, at det kan ingen Ægtemand den Kendsgerning, at han er det, holder éns Hjerte ganske roligt og faar ofte én til at gabe men hun sagde, at det er ikke nødvendigt, saa længe man bare kan faa hans til det, saa han gør alt, hvad man forlanger." "Banker Kvinders Hjerter da aldrig sagde hun Dem ikke det?" "Jo, naturligvis banker de! Hvor De er naiv, af tredive Aar.

"Evangeline, hvad har De bestilt?" spurgte hun, da jeg kom ind i hendes Værelse, hvor hendes Pige var ved at sætte hendes Slør fast foran Spejlet, medens hun rystede ved det Lady Ver er undertiden gnaven imod hende, meget værre end jeg er imod Véronique. "Evangeline, De ser uartigere ud end nogensinde, bekend straks." "Jeg har været saa god som Guld," sagde jeg.

Klokken halv tolv i Formiddags kom Lady Merrenden, og Stuen var fuld af Blomster, som Robert havde sendt Masser af Violer og Roser. Hun kyssede mig og holdt mig et Øjeblik tæt ind til sig, og vi talte ikke.

"Men da jeg saá din stakkels Broder se saa ulykkelig og bitter og uvenlig ud, trods al sin Storhed, følte jeg, at for os, som véd, hvad Kærlighed betyder, var det at være sammen det, som havde mest at sige i hele Verden." Saa sagde Lady Merrenden, at hun kendte nogle Mennesker, som boede her, og som havde en Lejlighed nede paa første Sal, og hun vilde gaa ned og se, om de var hjemme.

"De har truffet min anden Nevø, Lord Robert, ikke sandt?" sagde Lady Merrenden. "Han fortalte mig, at han havde været paa Branches, hvor jeg tror, De boede." "Ja," sagde jeg, og aa, det er næsten for ydmygende at skrive det, jeg følte, at mine Kinder blev højrøde, da hun nævnede Lord Roberts Navn. Hvad maa hun have tænkt? Kan noget være saa ungt, kvindeligt og latterligt?

Selv dette store Selskab kunde ikke helt standse Mary Mackintosh i at fremsætte Love for huslige Sager og Børneopdragelse. Vi sad alle i den store Dagligstue, og mine Øjne mødte Lady Verninghams, og vi lo begge! Det er de første Øjne med Mening i, jeg har set, siden jeg forlod Branches.