United States or Republic of the Congo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det kan du ikke holde ud, og sandsynligvis vilde det ende med en hovedkuls Afgjørelse, som det var lige ved før. Vi har nu hver for sig været hos dig og ført vor Sag fra nu af Ført eders Sag! udbrød Minna og saae troskyldig paa mig; men, kjæreste Harald det har du jo slet ikke gjort. Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. Synes du, at jeg tager det for roligt
Nei, tag det ikke saaledes, Harald, o Gud, jeg har saaret dig, og jeg mente det jo ikke paa den Maade. Det faldt mig kun ind, men alle Udtryk siger saa daarlig, hvad vi mener .... Maaske er det slet ikke saaledes, jeg veed ikke, jeg forstaar Intet længer. Jeg føler kun, at I begge hører med til mit Liv, jeg bliver revet til to Sider o min Gud! hvad skal der blive af mig!
Men hvor det var velsignet at møde dig dèr, Harald! jeg saae, at du var den samme, og du følte ogsaa, at jeg var det overfor dig. Overfor #ham# visselig ikke. Jeg mærkede godt, at det var dig pinligt, at min Uvillie mod ham viste sig saa tydelig, og dog kunde jeg ikke være anderledes. Saa ond er jeg allerede bleven, saa megen Bitterhed, ja Had er der kommet op i mig.
Ja, ja, jeg har jo ikke selv spændt dine Forventninger høit. Men der er ogsaa meget Godt ved hende hun gjør visselig Ingen Fortræd med sin gode Villie, og hun holder meget af mig, det gjør hun. Det sidste er nok for mig. Veed du hvad, Harald! der er een Ting, som jeg er saa glad over. Naa ? Men du skal ikke blive saa fornøiet, det er slet ikke kjønt af mig, det er frygtelig egenkjærligt.
Jeg talte længe beroligende for hende, medens vi sad med Armen om hinandens Liv i den lille Sopha, hvor der var saa mørkt, at jeg neppe kunde se hende. Hun svarede sjælden, og jeg var i Tvivl om, hvorvidt hun egentlig hørte efter, eller om hendes Tanker ikke gik deres egne Veie. Pludselig trykkede hun min Haand og sagde: Lad os reise herfra, Harald! strax imorgen. Reise men hvorhen?
Hvis du nogensinde tager Afsked med mig, og om det end var med langt bitrere Ord, vil jeg gjøre ligesaa med dit Brev, Harald! og hun gjemte atter Brevet i Mappen. Den rørende Troskab mod alle Hjertets Minder, som aandede ud af hendes Ord og Miner, afvæbnede mig vel, men der blev dog et Bundfald af Uvillie tilbage. Jeg havde Uret, tilgiv, men det er et Brev, der kunde faa en Engel til at bande.
Da han havde taget Billetterne, og jeg efter at have lukket Vinduet vendte mig om, glad ved, at vi nu skulde være uforstyrrede, reiste Minna sig. En Dreining af Wagonen kastede mig ned paa det bløde Hynde, og i det samme laa hun paa Knæ for mine Fødder. Leende vilde jeg løfte hende op, men standsedes af et ængsteligt og bønligt Udtryk i hendes Ansigt. Harald! jeg har Noget, jeg maa sige dig.
Derefter lagde hun sine Læber til mit Øre og hviskede med den mest indsmigrende Stemme: »Skal vi, Harald, sig ja!« Hm, ja, Kjæreste Ja?! Det vil sige, Sagen er, hvis vi nu virkelig skulde tage bort imorgen Ja, ja! hvad saa? Jeg har næsten slet ingen Penge, og jeg veed ikke, hvordan jeg med saa kort Frist jeg kender jo kun faa her den eneste skulde være Hertz Nei, for Guds Skyld!
Kan du huske, Harald, paa Zwinger, dèr er der saadan nogle smaa Fauner, er det vist de hedder med Bukkeben, veed du, Børn ganske buttede, de har ogsaa en lille Hale Naa? Det faldt mig ind: hvis nu saadan en lille Fyr kom springende her hvor sødt! jeg vilde tage ham paa Skjødet og kjæle for ham. Jo, det gad jeg nok se paa. Du er dog en komisk En!
Nei, nei! saadanne Tanker maa du ikke give efter for! Føi dog ikke den Slags Skrupler til alt det Harald! udbrød hun, idet hun reiste sig og saae mig fast ind i Øinene, tør du vælge for mig? Har du Mod forstaa mig ret jeg mener: er din Overbevisning saa stærk, at du med rolig Samvittighed kan sige: »Din Pligt er at gaa med mig.
Dagens Ord