Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juni 2025
Stephensen betragtede os med et uendelig ironisk Blik, som om han sagde: »Nu kommer der vel snart en Erklæring in optima forma , ja jeg skal saamænd ikke høre Noget, gener jer blot ikke.« Minna tilkastede ham et kort Blik, og han holdt strax op med at smile. Sig mig, Harald, spurgte hun og lænede sig frem paa Armen, hvorfor kom du ikke ind til os den Aften paa Cafféen? Hvilken Caffé?
Og bryd dig ikke om, hvad jeg sagde før saalænge du er hos mig og holder af mig, forgiver jeg mig jo ikke med denne søde Gift men, Harald! hvis du holder mer af en Anden Jeg lukkede hendes Mund med et Kys, ganske vist ikke noget synderlig logisk Argument, men i dette Tilfælde maaske tilsidst dog det mest overbevisende.
Hun saae flygtig paa ham, idet hun gav ham Haanden og med en Haandbevægelse, der fik Ringen til at blinke, præsenterede hun os for hinanden. Min #Forlovede#, Harald Fenger.
Hør, Harald! Harald! Ja, ja jeg forsikrer dig, Ingen, som jeg kan nævne. Jeg har maaske sværmet lidt for et eller andet smukt Ansigt, som jeg saae paa Gaden, fantaseret og bygget Luftkasteller. Ja, for dem er du en god Architekt .... Men jeg er vis paa, at du narrer mig. Hvorfor? Husk paa, at jeg har haft saa lidt Omgang, har truffet saa faa Damer. Ja, det skulde være det.
Det er meget beklageligt, at jeg ikke kunde skaffe dig det bedre! Det var imidlertid næsten lutter Folk af de aandrigste Kredse Maaske. Jeg hørte ikke hjemme i det Selskab, og Harald altsaa heller ikke. Stephensen kneb Læberne sammen og sendte hende et ondskabsfuldt Blik. Du maa selv bedst vide, hvor du hører hjemme.
Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke strax at frygte det Værste. Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind vil faa meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden næsten lige saa nedslaaet, som om den kjære gamle Mand allerede var gaaet bort.
Du maa gjerne hente Lampen, Harald, at jeg kan se alle de Noder, som falde under Claveret.
Ved Bordet var Samtalen temmelig træg og intetsigende. Men da Vognen rullede afsted med os, trykkede Minna sig magelig til Rette i Hjørnet og sagde: Se saa, Harald! nu maa du fortælle mig, hvordan det er gaaet dig i disse Aar Alt muligt løst og fast. Jeg efterkom Opfordringen, saa godt jeg kunde.
Men mig forekom denne Latter forstilt, da hun dog saa aabenbart befandt sig i en pinlig Situation. Du maa ikke se herhen, Harald, hører du! her er saadan en Uorden. Gud bevares, sagde jeg, og kiggede ærgerlig ud ad Vinduet. Endelig hørte jeg hende reise sig og komme hen til mig. Hun rakte mig Brevet.
Ingen Bebreidelser, ikke i mit Navn, Minna, det har du ingen Ret til .... Hvad skulde jeg ogsaa bebreide dig, som om jeg vilde ønske denne Tid borte, selv om den ikke fører Fremtid med sig. Jeg er dig dog saa taknemlig for den Kjærlighed, jeg har følt Nei, Harald! sig dog ikke det Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom.
Dagens Ord
Andre Ser