United States or Russia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg forstod slet ikke, at hun kunde tage denne Sag saaledes, og vilde sikkert være bleven vred som en Tyrk, hvis jeg ikke havde faaet en Følelse af Usikkerhed og en Anelse om, at jeg spillede en komisk Rolle. Men du glemmer jo helt at se efter, Harald, sagde hun, da jeg vedblev at række Brevet hen til hende. Du har Ret, afgjorde jeg, uden at værdige Dokumentet et Blik, og kastede det paa Gulvet.
Saa? ja, saa tager min Værtinde nok imod den. Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed? Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede Hovedet ned over nogle Noder, som hun bladede igjennem. Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig gemytligt, sagde Moderen. Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.
Og da jeg vidste mig i tryg Besiddelse af det, der er Ynglingens Maal, begyndte alle mine Tanker og Drømme at kaste sig imod Mandens: en stor Virksomhed med glimrende Frugt. Minnas Skepsis saarede mig næsten, som om den var en Mistro til min Dygtighed og Energi. Nei, veed du hvad, Harald! jeg troer heller slet ikke, at jeg vilde passe til det.
Minna, Minna! udbrød jeg fortvivlet, idet jeg standsede foran hende, og strakte Armene ud imod hende. Det maa du ikke sige, hos mig og til mig kan du dog ikke sige det. Hun rystede næsten umærkelig paa Hovedet uden at se op. Men han troer, at det er Letsindighed, og det skal han i alt Fald ikke. Han maa kunne forstaa mig Du vil dog ikke skrive til ham efter dette? Jo, Harald, det vil jeg.
Hvorledes? Nei! Ha! Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, skulde den ikke kunne slaa en Minna ihjel!« Hun lo muntert og omfavnede mig. Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kjærlig og takkede mig saa kjønt for mit Smule Spil, du kjære, søde Ven!
Deres trofaste Harald Fenger. Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og sendte en lille Dreng over til Villaen med det. Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. Tiden var allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad Stien langs Smaahuse og Hækker og gjennem den lille Gyde imellem Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal.
Hvis jeg var Skovmand, vilde jeg ogsaa blive gal i Hovedet over alle disse Folk, der kommer løbende ud i Skovene. Men egentlig maa du jo kunne føle det bedre end jeg, som Søn af en Forstmand har din Fader været lige saadan, Harald? Min Fader var kongelig Skovrider, dette var jo en ubehøvlet Betjent. Aristokrat! Naa, du talte da ikke synderlig demokratisk om Folk, der tager i Skoven.
Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen. Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.
Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, vi er jo dog de samme. Kjæreste Minna! du kan selv tænke dig, hvor megen Overvindelse det vil koste mig at blive borte, jeg veed virkelig neppe, hvad jeg skal gjøre af mig selv, naar jeg rigtig tænker paa, at det maaske er den sidste Aften, da jeg kunde være hos dig ....
Hvad er det? du vil da ikke gaa? Jo, Minna, jeg skal det er allerede jeg mener, naar du skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og pakke sammen. Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg reiser. Ja men, jeg skulde gaa hen at tale Det er ikke sandt, Harald!
Dagens Ord