United States or Norway ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv. Taarerne løb ham ned over Kinderne, hans Læber skælvede, hele hans tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine og saa paa hende med møre, anraabende Øjne som en Hund, der venter Prygl. Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt Ansigtet bort.
Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit Hoved og blev ved at stirre derpaa tungt, liggende ind over Sengen, med de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme. Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse.
Eller: "Har Du set Fa'r?" eller; "Véd Du, hvor Fa'r er?" Hurtig fremførte Spørgsmaal ligesom ufrivillige Suk, hvormed de vilde lette deres stille Angst. Eller ogsaa: "Mo'r spurgte efter Fa'r." De skød det ind under Moderen, men Stella spurgte sjældent. Undertiden, naar Stella kyssede William til Godnat, knugede Drengen sig op til hende og blev længe liggende ved hendes Bryst.
Jeg gik op ind i Værelset ... hvor jeg ser det ... alle Stolene, stillet i en Rad, med hvide Stykker over og ... Fa'er lagt hen i Skyndingen paa Chaiselong'uen, Lagnet blot halvt over den ene Arm var faldet ned over Randen ... Jeg løftede den ikke op, du.... Min Ven fo'r sammen, og knugede om Stolens Arm. -Men jeg saa hans Ansigt.... Der gik nogle Minuter. Ingen af os talte.
Jamen nu er vi jo paa Landet! sagde han og greb hendes Haand Og saa ... og saa længes jeg saa voldsomt efter dig, Vilde! brusede det ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Haand, saa at hun var ved at skrige. Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig. Jamen du er jo dog min egen, lille søde Kone, Alvilda! han lagde Armen om hendes Liv Er du ikke?
Et mildt, sørgmodigt Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød Applaus'en endnu. Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Armene om den unge fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham. Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar. -Pauvre enfant mon pauvre enfant. Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede Charlot ud at spadsere.
Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og lukkede Øinene tæt i. Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber. Hun gik frem og skød Døren op.
Og Resultatet af denne Undersøgelse blev, at da han igen løftede Øjnene for at svare, kastede hun sig højt hulkende til hans Bryst: Du elsker mig ikke mere, Hans, klagede hun for saa vilde Du ikke finde Dig i, at din Moder saaledes nedværdigede mig! Hans strøg, klappede og knugede sin Dame og forsikrede, at han aldrig havde elsket hende højere end netop for nærværende.
Han knugede hende ind til sig, saa at han næsten løftede hende fra Gulvet. Men hun gjorde sig fri: Gaa saa! sagde hun Og kom igen i Aften ... Han gik lydig hen mod Døren. Men saa greb hun ham ved Armen: Se her, Anders ...! hun tog to Hundredekronesedler frem af sin Portemonnæ se her, hvad jeg har kapret denne Gang! Sæt dem ind i Banken til de andre.
Det var den samme Sang som før, ussel og fattig. Men hvor sørgelig og højtidelig klang det ikke nu. Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens Væg og frem imod ham gennem den fine, klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham, knugede ham og vilde tvinge ham i Knæ. Nej. Han kunde ikke nøjes med Floskler og Godtkøbsforargelse over de andre. Hvad kom de andre ham ved.
Dagens Ord