Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juli 2025
Imorgen lave vi det Altsammen om igjen.« Men jeg kunde nok see paa Gamle og Corpus Juris, at det ikke var Løier og Comediespil. »Er Du saa længer vred, fordi jeg lo igaaraftes?« spurgte Corpus Juris. »Om jeg er vred?« og jeg foer hen til dem og omfavnede dem og knugede dem og trykkede dem, som om jeg ikke havde seet dem i mange, mange Aar.
Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse. Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan. Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans Hænder smertede. Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev kastet til Violin-Underet efter "Kakadu der Schneider". Efter Koncerten var de lystige.
Det var en Dranker, som var her for tredje Gang. Han laa kun og knugede Hænderne: -Jo, det er mig, sagde han saa og blev ved at knuge Hænderne, saa Knoerne blev hvide. Og mens han saá hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs hans Sider, sagde han det Blik maa En have, der korsfæstes : -Jeg kan ikke andet. Ida lænede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun fortvivlet.
Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke? -At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane aa, det maatte være saa besynderlig fredeligt ... Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand mod sin Pande, sagde hun: -Vilsac det bedste var aldrig at tænke. Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald.
Han hørte den som raabt gennem en stærk Larm, han virrede med Hovedet, saá frem ud i et stort Mørke, syntes, han maatte rive de første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet var den. Men lige med ét saá han nederst i Salen "Professoren" gaa frem af Rummets Mørke han stirrede et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit Bryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen.
Hans havde løftet hende op i sine Arme; og medens han holdt hende liggende der, som man holder et lille Barn, knugede han hende ind til sig og kyssede hendes Øjne, hendes Kinder og hendes Mund atter og atter, som vilde han aldrig ophøre dermed: Minka, Minka, Minka, Du véd ikke, hvor jeg er gal efter Dig!
Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst. De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres første Møde. Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.
Uvilkaarligt borede Sofie sit Hoved fast, saa fast, ned i hendes Skød, og William knugede hendes Haand: "Nej," hviskede han. Den næste Middag rejste William. Nina og Sofie stod paa Perronen med forgrædte Øjne, William bøjede sig frem og nikkede. Saa kørte Toget, han saá Ninas høje, sortklædte Skikkelse, hendes lange Slør flagrede i Vinden, han syntes, hun raabte noget ud i Stormen.
Ja, han syntes endog, han kunde høre det bevæge sig og slide i Græsset. Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde det hørt ham og var flygtet. I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet og stirrede ned. Hans Legeme var atter spændt, og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig Haand paa sin Vilje for at hindre Springet. Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne om Stenen i stille Kamp.
Og de trampede nu begge løs, saa at Spat-Marie gav sig til at dundre i Væggen. Johanne knugede Datterens Haand, saa at Barnet var ved at skrige: Hør! hviskede hun stiv af Angest. Det er bare Marie her ved Siden af, Mor ... Og de travede videre ...
Dagens Ord
Andre Ser