United States or Dominica ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja, det er Thomas. Det er ham, og ingen af os andre. Han vred sig op imod Væggen. Var den Præst dog ikke snart færdig. Var det dog ikke snart nok. Hvorfor skulde han pines saadan. Og Præsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Børn. Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven slæbt med, og som endnu levede, da Mændene fandt ham bag Stenen. Og det var Thomas, der havde dræbt dem.
Han saá paa det udhugne Billede: udslidt laa Prælaten udhugget i Stenen med Bispestaven i sin højre Haand. William tænkte ikke; uden at vide, hvad han gjorde, uden at gøre Regnskab sank han ned paa Stenen med Hænderne knuget mod sit Bryst og Overkroppen bøjet.
Saalænge Stenen ligger rolig, dækket af gammelt Mos og omgroet med Græs og Blomster, tænker Ingen paa Krybet under den. Først naar den voldsomt rokkes og rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden og Skyggen under den, frem og; vækker Afsky og Skræk.
Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget saaledes; da han vaagnede, følte han sig opslugt af den samme Tomhed, som han havde følt en Gang, da han af Smerte var besvimet hos Tandlægen, en svimmel Tomhed, der nu veg; han bøjede sig ned imod Stenen og kyssede den. Han tog sig til Hovedet for at besinde sig, og hørte nogle enkelte afbrudte Akkorder paa Orgelet. Han rejste sig og gik ned.
Og virkelig saa man et lille, mørkt Hoved titte frem bag Stenen derhenne; og samtidig hørtes en underlig Knirken og Knagen, som om Træ blev brækket i Stykker. Kaninen vendte sig til Flugt. Kan vi ikke gaa en anden Vej? hviskede hun. Nej, saa skal vi helt ned til Skrænten igen og tilbage gennem Skoven. Jeg synes, her er en Sidevej ... Jamen det er først langt oppe ... Lad os bare gaa!
Gløden forsvandt, en tynd Røg piblede ud af Stenen. Minna og jeg saae paa hinanden med det underlige Smil af nerveus Spænding, i Forventning om den storartede Explosion. Endelig lød et temmelig svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille Støv- og Røgsky spredte sig og Stenblokken blev staaende, skjøndt stærkt undergravet.
Ellers saae man paa denne Bakke kun Græstørv og Sand, men her var Stenen brudt igjennem, og idet den ludede noget fremover, som om den havde løbet Panden gjennem Jordlaget, og trængte lidt frem ved Siderne, ligesom med fremskudte Skuldre, havde den af sig selv dannet denne Siddeplads, hvor der næsten hele Dagen var Skygge.
En Dag fandt de paa et Sted, hvor de ofte havde været, en stor Sten, som de aldrig før havde set. Stenens ene Side var ganske glat og fuldstændig overskreven med en Mængde Tegn, de ikke forstod. Stenen var sort og meget fint forarbejdet. Da de kom hjem, fortalte de om deres Fund, og man medgav dem næste Aar, da de rejste, Papir og Blyant, for at de kunde tegne Stenen efter.
Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet. Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
Ja, han syntes endog, han kunde høre det bevæge sig og slide i Græsset. Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde det hørt ham og var flygtet. I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet og stirrede ned. Hans Legeme var atter spændt, og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig Haand paa sin Vilje for at hindre Springet. Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne om Stenen i stille Kamp.
Dagens Ord