United States or Norway ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og han stod kun et Ojeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes Haand krampagtig i sin, for han lob igen, ud gennem Gaarden med flagrende Kappe han havde blot maattet se et Menneske og sige det , for han skulde derud. Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden. Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man se Regimenterne, naar de kom hjem.
-Nutildags, sagde hun og saá uvilkaarligt over paa Hendes Naade, mens Hofjægermesterinden fulgte hendes Blik: indfatter man ganske anderledes. -Ja, sagde Fru von Eichwald, idet hendes Laag atter dækkede et hastigt Glimt i hendes Øjne som da hun før sad, med Ministeren, ved Siden af Hendes Naades Stol: det var interessant at se. Og mens hun gik, sagde hun: -Hendes Naade vil ikke blive vred.
Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hørte Professorens Skridt i Sideværelset, og Professorinden uvilkaarligt rejste sig halvt: -Der er Gerster allerede, sagde hun. -Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, næsten overdreven høflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer. -Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besværlig, sagde Fruen.
Men en Gang imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en betænkelig Mangel paa Respekt for baade det ene og det andet hos Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.
Han førte sig med en Værdighed, der ellers er Grønlænderen ganske fremmed, og man mærkede uvilkaarligt, at ingen af hans Landsmænd godvilligt turde gaa ham imod i noget, og hvor han bød, fulgte øjeblikkelig Handling.
Selv vaklede hun ind til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens fortvivlede Ansigt. »August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa #er# alt Haab ude!« Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var ingen Trøst mulig mer. »Esther! Esther!« Stemmen kom fra det aabne Vindu.
Hans Excellence sagde: -Hvad han tror, har alle de Store troet. Han, der gik paa Hovedet i Ætna, var den første, der forstod, og han vidste, han havde forstaaet. Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra Ætna og stadig sad fordybet i sin egen Stemning, løftede Øjnene og saá sig uvilkaarligt om i Stuen: -Ja, sagde hun: saa mange Mænd, der egentlig er gaaet ud og ind af disse Stuer.
Hun havde aabenbart været sikker paa ikke at træffe Nogen, for hun udstødte uvilkaarligt et lille Skrig.
-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den kønne imiterede Egetræsdør med »Gerster-Professor« paa Pladen før han gik ned ad Trappen. Professoren gik ind igen, bleg og dirrende: -Gerster, sagde Fruen blot. -Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Ellers er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn?
Man troede uvilkaarligt, at han ejede intet mer af Krop end sine blege Hænder. Konferensraaden havde næsten faaet rejst sig: -Gaa, gaa hvad vil De....? Og Døren lukkedes igen. Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag: -Saa Du aagrer endnu? -Saa dine Sække er ikke fyldte nok endnu?