United States or United Kingdom ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han stak dem Cigaretten i Munden og lærte dem, hvordan de skulde "bakke". Ungerne skar fæle Ansigter og hostede af Røgen. Charlot blev ked af det. -Idioter, sagde Drengen. Meget stolt pustede han selv store Røgskyer ud i Luften. Da de kom hjem den Dag, fik Charlot første Gang Prygl af Hr. Theodor Franz.
»Hvad for Prygl?« spurgte Præsten forundret. »Ih de Prygl, som Pastoren sagde igaaraftes, han skulde have, fordi han havde været i Hønsehuset.«
"Aha," sagde han roligt, "det er altsaa ikke Indbrudstyveri, men Hævn, her er Tale om. Saa din Slubbert vilde hævne dig for de Prygl, du fik i Aftes, hvad? Det lader til, at jeg er undsluppen med Nød og neppe." Det var ganske rigtigt; den Mand, som jeg havde grebet, var ingen anden end den Tigger, hvis Plagerier havde bevirket, at han fik Prygl.
Men det vilde ikke lykkes; Kjeldborgs laae som en stor, tung Sten og tyngede paa mig. For dog at gjøre Noget drak jeg fem Kopper The, men deraf blev jeg ikke lystigere. En liden Afvexling fremkaldtes derved, at Niels traadte ind. »Hvad vil Du?« spurgte Præsten. »Jeg vilde blot sige Pastoren, at nu har jeg endelig fundet Trofast og givet ham sine Prygl.«
Omsider gik han atter ud og raabte over til Præsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter være løben bort. »Ja, ja«, lød Svaret, »saa kan Du give ham nogle Prygl, naar Du siden finder ham; foreløbig er det bedst, at Du lukker Døren godt i og stænger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!«
Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv. Taarerne løb ham ned over Kinderne, hans Læber skælvede, hele hans tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine og saa paa hende med møre, anraabende Øjne som en Hund, der venter Prygl. Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt Ansigtet bort.
Jeg véd ikke af, at jeg paa nogen Maade er uvenlig mod Dyr; men jeg er bange for, at hvis jeg havde været alene og denne Hund i Nærheden af mig, saa vilde jeg have været fristet til at tage en Stok og give den en Dragt Prygl.
Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme Øjeblik kom Niels ind slæbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa frisk Gjerning. »Se der kan Præsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine Prygl forleden Aften«, sagde Niels triumferende.
Og naar Purken tilmed spyttede og kaldte ham Idiot eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen endnu mere og luskede bort som en vaad Hund. Han var bange for Stormen, der buldrede løs oppe i Fjældene, saa det lød, som om Øen var hul. Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa det hvinede om Hjørnerne og skrattede mod Ruderne, medens Husene stønnede og vaklede, da rystede han og græd af Skræk.
Det er ikke saa haardt, siden man kan dø, inden man er død. Axel erindrede Træk fra sin Barndom, da han havde været saa stolt, at haard Behandling, Prygl smagte ham bedre end Venlighed.
Dagens Ord