United States or Tanzania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var næsten, som vi feirede et Gravøl, og det var ogsaa et Slags Gravøl, tænkte jeg, et Gravøl over det gode Humør og Lyst og Liv og Fornøjelighed. Og hvem var saa egentlig Skyld deri? Kjeldborgs kunde ikke være det, i al Fald ikke Forpagteren og Hr.
Men det vilde ikke lykkes; Kjeldborgs laae som en stor, tung Sten og tyngede paa mig. For dog at gjøre Noget drak jeg fem Kopper The, men deraf blev jeg ikke lystigere. En liden Afvexling fremkaldtes derved, at Niels traadte ind. »Hvad vil Du?« spurgte Præsten. »Jeg vilde blot sige Pastoren, at nu har jeg endelig fundet Trofast og givet ham sine Prygl.«
»Ja saa er det aldrig lykkedes mig at betragte dem paa den rette Maade, for jeg har altid fundet dem ubeskrivelig kjedsommelige og i Aften over al Maade, ikke sandt, Nicolai?« Jeg istemmede dette Vidnesbyrd af mit ganske Hjerte, men Emmy vedblev: »Da veed Du meget godt, at der er Ingen saa villig til at hjælpe de Fattige, som netop Kjeldborgs.
Og nu blev Themaskinen bragt ind, og der blev skjænket The rundt, og glad var jeg, for saa gik den Tid. Men alle mine gode Forsætter om at opmuntre Selskabet bleve ikke bragte til Udførelse, og jeg sad og ærgrede mig over mig selv. Hvorfor kunde jeg da i det Mindste ikke tale med Emmy og Andrea Margrethe, som jeg plejede, og lade, som om Kjeldborgs slet ikke var tilstede?
»Ja det har De sandelig Ret i«, udbrød Andrea Margrethe, »gid Kjeldborgs vilde være ligesaa fornuftige, saa vilde de ikke komme her og hjemsøge os og ødelægge en deilig Aften for os i Juleferien.« »Saadant Noget maa Du ikke sige«, bemærkede Emmy; »der er meget godt ved Kjeldborg, naar man betragter dem paa den rette Maade.«
»Ja Du har det godt, Christopher«, sagde Corpus Juris, »Du sidder nok saa magelig og læser og overlader til os Andre at underholde Kjeldborgs.« »Naar en Samtale hverken er til Nytte eller til Fornøielse«, svarede Gamle, »saa synes jeg ligesaa gjerne man kan tie stille og passe sig selv.«
Andrea Margrethe, Du maa i det Mindste gaae ind igjen hvad maa dog Kjeldborgs tænke om os?« »De er saa græsselig kjedsommelige«, sagde Andrea Margrethe med et Suk. »Ja det kan gjerne være, men nu ere de engang vore Gjæster, og saa bør vi ogsaa udøve Gjæstfrihedens Pligter mod dem.«
»Ja tænkte jeg det ikke«, raabte Præsten, »jeg syntes nok, Nicolai saae saa melancholsk ud.« »Aa vist ikke nei«, vedblev Andrea Margrethe, »men det er virkelig ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare her hvad maa de ikke tænke om os?« »Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet?
I det Samme hørte jeg Fodtrin udenfor, og Corpus Juris traadte ilfærdig ind. »Nei det gaaer paa ingen Maade an«, sagde han, »Christopher sidder hele Tiden og læser, og nu er De og Nicolai løbet her ud; hvad maa Kjeldborgs dog tænke derom? De maa virkelig strax komme tilbage med mig.«
Jeg tænkte paa Forpagterens Haandtryk, hvoraf jeg endnu syntes at kunne føle Svien, og begyndte at give Emmy Ret, idet jeg fattede den Beslutning at gjøre alt mit for at opmuntre Selskabet. Nu kom Præstekonen: »Nei nu har jeg aldrig seet saa galt! sidder I Allesammen herude? Og Emmy og Andrea Margrethe jo det er smukt: nu sidder Fa'er ganske alene derinde med Kjeldborgs.«