United States or Philippines ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det er derfor, jeg er her." "Det var en rar Fornøjelse. Jeg keder mig, saa Vandet løber mig ned ad Kinderne." "Saa kan vi jo kede os sammen." "Det kan vi. Men hvad tror De, Deres Kone vil sige til det?" "Jeg har skam ingen Kone." "Ikke det? Sikken et lyksaligt Menneske! Jeg troede for Resten, at den lille Dame, De boer sammen med oppe i Huset ..." "Det er min Kæreste!"
Men Harriet og William var gloende røde i Hovederne og gik uden at se paa hinanden op til Altret, hvor Nina messede ag gav dem smaa Ringe af Guldperler. William troede, det var Alvor, og midt, mens Nina messede, gav Harriet sig til at græde. Den næste Dag skrev William et Digt om en Fe og nogle Violer, Stella lo af det, saa Taarerne løb hende ned ad Kinderne.
Saa en Lyd halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, »den nye Tjener«, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne Krøller. »Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa Kinderne.« Majendie saa forvirret ud: »Jamen ... hvad siger Du ... jamen det er dog virkelig et meget ondartet Puds!«
Carl var ogsaa blevet rød i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det. -De snurrer De snurrer saa latterligt. -Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin Lærer sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre. Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man har været borte fem Aar ...
Hoff saá ikke op, men William havde paa følelsen, han alligevel skævede til ham. "Jeg skriver ikke," sagde han, han var blevet lidt rød i Kinderne. Hoff gik videre: "Godt nok," han standsede lidt, "men noget maa De dog bestille." "Ja tage Eksamen." "Naa," Hoff gik til igen, "ja, naar De vil tage Eksamen." "Jeg er jo politisk Studerende." "Saa? Det har jeg osse været ... det er et dejligt Studium.
-Vor Herre hjælp os, sagde Karl. Men Bogen vilde han se. -Nej, sagde Ida og holdt paa den: det maa De ikke. Man skriver saa meget dumt ind. -Men De kan da sige mig, hvad for et Vers De holder mest af, sagde han. Det var mest det, at hun blev saa kønt rød i Kinderne, der morede ham. -Ja ... jeg holder mest af det.
Han bar Storkorsets store Baand og havde røde Pletter paa Kinderne. -Men hvad hører jeg? sagde han, der talte noget højt: her er Sygdom. Frøken Rosenfeld hørte Konferensraaden sige, i sin Festtone: -Kære Brandt ... Men saa sænkede han pludselig Stemmen; han sad paa en Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved Sygdom: -Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ...
I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at skjule sin Bevægelse: -Aa Drengen er forrykt, raabte han og gik. Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke. Hun græd stille, uden at tænke paa, at Berg var en fremmed, der saa hendes Graad.
Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Frøken Kjær og Frøken Friis klappede i Hænderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod helt rød i Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole. -Hun er knusende, sagde Frøken Kjær, der brød ud af Kredsen, og tog om Ida, som vilde hun mase hende.
Elev Jakobsen stod ret op og ned lige inden for Dagligstuedøren og græd, som var han pisket. Taarerne strømmede det store Mandfolk ned over Kinderne, og han vred i Vaande sine arbejdsrøde Hænder ...
Dagens Ord