United States or Ethiopia ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Ret Dig," sagde Høg. "Du skal se, den Pige bliver skæv." Det var Høgs stadige Rædsel, at Børnene skulde blive skæve. William syntes, ingen Ende det vilde tage med det Kvartér. Endelig skulde de da afsted. Høg gik med Nina under Armen, Stella og han gik saa daarligt sammen. William løb snart foran og snart bagefter ligesom en Hund, der aldrig kan faa Tiden til at gaa.
Lad Retten have sin Gang." Han vendte sig hen imod Nikola og vedblev: "Forbryderen dér bliver overgivet til dig." Nikola rejste sig langsomt og stirrede paa den ulykkelige Mand. "Din Hund," udbrød han, "efter din egen Ypperstepræsts Ord er du i min Magt. Hvorfor handler du saaledes, som du gør? Er du kommet til Verden af den Grund?
Færgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over Strømmen, der selv drev den frem; thi den var tøiret til en Tønde, der vippede et halvthundred Fod længer fremme, og Færgemanden havde ikke Andet at gjøre, end et Par Gange at stramme Kjæden, der løb gjennem en Tridse oppe i den lille Mast.
-Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme ynksomme Hast, som legede hun »Hund og Hare« med sine egne Tanker ... Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han skrevet, sagde hun. -Men hvorfor vil du rejse netop nu nu, da du ikke er rask, sagde Asta. -For jo, sagde Mathilde og nikkede.
Lang Tid efter var der ingen af os Børn, der spiste andet end bar Mad, vi var saa bange, han skulde have rørt ved noget af det, vi skulde have. Vi pillede det af og gav vor Hund det, indtil Mor en Dag saa det, og vi fik Klø. Han er en underlig Mand. Men jeg tror, han er lykkelig. Aldrig et Øjeblik kastes der den mindste Skygge af Tvivl ind i hans Sjæl. Livet er for ham evigt, Døden slet ingenting.
-Ja ... nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og søgte at tage hans Haand. Ida var stille listet ud. Frøken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa en Træbænk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkrøben og stille, ligesom en lille Hund. Og Frøken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende, næsten i samme Stilling.
Den øvrige Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver. -Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det Styrkende", Deres Excellence. -Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.
Dorsk var han altid og halv søvnig: han havde en egen Lyst til at flyde henad Bænken. Han havde ingen Venner. Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.
Lange Skygger lægger sig over Vejene. Jeg bliver staaende længe og ser efter dem. Der er kun Mørke foran mig. Jeg begynder at gaa. Natten er inde, Smaafuglene sove. Stilheden gør mig bange. Ikke engang mine egne Skridt kan jeg høre mod Mosset. En snigende Angst for at nogen skal volde dig Fortræd ... det gør ondt inden i mig. Min Hund kommer springende ned imod mig.
Men de hænge da ogsaa af deres ganske Hjerte fast ved os og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig Modtagelse, vi faae hos Anders Sørensen.« Den første Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nød og Neppe, at Gamle kunde værne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og kaldte Hunden til sig.
Dagens Ord