United States or Argentina ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun saá Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørte Doktorens Stemme igen: Lad det være, sagde han, og han formelig slog til Myrten. Ida tænkte kun, hun skulde ikke derind. Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag det store Chatol. Døre blev aabnede og Døre blev lukkede, Trin lød.
Manden og Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et Par Rap af Anders Sørensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra Præstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et ærligt Haandtryk til Afsked. »Det var en prægtig Mand, ham kunde jeg godt lide«, sagde jeg til Emmy.
Nu har De lært en af de Gamle at kjende nu skal De ogsaa lære en af de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Sørensen; han hænger ved Fader og os Alle med Liv og Sjæl. Men han kan ogsaa takke Fader for sin Kone.« »Hvorledes det?«
Kæmneren tav lidt og sagde sagtere: -Det er det Hele. Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst, der løftede sig som et goldt Bjerg: -Gud, ja, sagde hun. De har været til Bryllup.
Pastor, havde hun sagt, derfor sender Forældrene deres Børn i Friskolen. -Jeg skal sige Dem, Frøken Jensen, hvorfor Forældrene sender deres Børn i Friskolen, fordi Frøken Sørensen kan sine Ting, det havde Pastoren svaret. Frøken Jensen havde kun betroet "Ordene" til Krokonen: -Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt Kvindens eneste Værn er Taarer....
Aa Gud! sagde Kaninen inde i Spisestuen. Baronessen skyndte sig ud i Galleriet: Helmuth! sagde hun bønligt og greb sin Mand i Armen Hvad er det, De klager over, Jakob? spurgte hun henvendt til Karlen. Han traadte et Skridt tilbage og mumlede høfligt: Det er Jomfru Sørensen, der gi'r vos fordærvet Mælk til vorres Grød, Hinnes Naade; og det vilde jeg da spørge, om det var med Herskabets Mening?
-Ja, vi har saa, sagde Skovrideren -Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder ... -Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen. -Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det. Han saá op paa Lund: -Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget. Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste. -Det klogeste? -Her sidder man....
Det gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog tilsidst Datteren.« »Men det er jo en heel lille Roman«, udbrød jeg forbauset. »Dem har vi mange af«, svarede Emmy, »men desværre ere de ikke altid saa glædelige.
Kæmner Sørensen var naaet op paa sin Genboforhøjning og hilste ...: Han faldt af, han faldt meget af iaar, Kæmner Sørensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han vilde læse. Fru Brandt blev ved at se over paa Kæmner Sørensen. Hun havde det samme Blik, naar hun saá paa Idas Hænder ... Saa vendte hun Hovedet: -Bruger de Cokes hos Jørgensens paa Teglværket? sagde hun. -Cokes og Kul.
»Jo, for Anders Sørensen var kun Husmandssøn og tjente hos en rig Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han Kjæreste. Men Forældrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance, Datteren skulde naturligvis gjøre et anderledes glimrende Parti end med en fattig Husmandssøn.