United States or Rwanda ? Vote for the TOP Country of the Week !


-Gi'r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: til Tyrolerferdinands brunøjede Datter. Den brunøjede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebøsse og saa' ud, som hun hverken hørte eller saa'. -Sukker, du brunøjede. Den brunøjedes Fingre greb atter i Sukkeret. De kom op paa Torvet. Man bli'r døv, sagde Katinka, hun holdt sig for Ørene.

Jeg var bragt i den frygteligste Forlegenhed, thi nu stod der kun en svag Kvinde imellem Dem og min Mand. De ser, hvorledes vor Stilling var, før jeg greb til mit Køns Vaaben." "Jeg tilstaar, at De har besejret mig, Deres Højhed, og der er nu intet andet for mig at gøre end at overlade Dem Valpladsen." "Men De vil tage Deres Papirer med, ikke sandt?" Hun rakte mig dem.

Men mens de talte det var hende mest, han sad og lyttede hørte de bestandig Oceanets Skvulp, der gik tungt over Strandens Sand. Og naar han saa paa én Gang, mens de sad, greb hendes Haand og beholdt den længe mellem begge sine, tog hun den ikke bort, hun smilede kun. For hun vidste, saadan var han, og hun havde vænnet sig dertil. Nu kunde hun slet ikke tænke sig det anderledes.

Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift din Veninde ingen Hilsener, naturligvis. Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gjennemlæse det Ord for Ord.

Sit Forhaar havde hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede: -Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig Blik i Blik mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod hans Skulder.

Nu, Mikkel skuttede sig, Slaget havde ramt ham paa det ømme af Rygbenet. Han gik et Par Skridt det var maaske et godt Varsel for det, han havde i Sinde. Men pludselig vendte han om, greb Manden deroppe i Foden og rev ham voldsomt ned, saa han kom til at hænge i Skrævet paa en Stavre af Rækværket, gav et højt Skrig og besvimede. Mikkel tog tilbens om et Hjørne.

Det var, som om Nogen greb mig i Struben, og Benene syntes at blive borte under mig ....

Men saa læste han atter en skønne Dag i en af sine Bøger en særlig haard Udtalelse, hvori det paalagdes Mennesket for enhver Pris og paa enhver Maade at døde sit Kød og fornægte den gamle, syndefulde Adam, som var af Djævelen, da Gud, den algode og alkærlige Fader, kun vilde det bedste for sine Børn! Og paa ny greb Rædselen ham; og han forsøgte for anden Gang at berøve sig Livet.

De talte inde paa Scenen han fornam det som et Forvirret Skænderi, hvis Ord han ikke fattede, en Gang imellem hørte han en Lyd nede fra Gulvet, og han fo'r sammen og greb ved Kulissen for at holde sig fast. Hans Hænder var fugtige. Saa anstrengte han sig pludselig for at høre.

Hys! sagde Karen pludselig og greb Frøkenen haardt om Armen Der kommer nogen! Frøkenen tav forskrækket; og Karen rejste sig hurtig over Ende paa Bænken. Hvem mon det kan være? hviskede hun. Hør! Der lød listende og forsigtige Trin i det visne Løv inde mellem Træerne. En Kvist knækkede, et Blad raslede, og Skridtene kom nærmere og nærmere. Næh, se, se! hviskede den lille.