United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ved Lyden af hans Stemme rettede Hans Excellence pludselig hele sit Legeme og de store Aarer i hans Pande svulmede under en kæmpemæssig Anspændelse, mens han sagde meget brat: -Der er altsaa sælgelige Papirer? Hans Tunge var stanset et Sekund i Munden foran. Ordet "sælgelige", men hans Stemme lød som altid: -Saa maa Du sælge, sagde han. -For hvormeget?
Altsaa skiftede Kammerherren Rolle i samme Nu: »Ja Gudbevares. Tak skal De have! Nu husker jeg forøvrigt godt, jeg ved en Fejltagelse fik den lagt mellem Deres Papirer. Aa ja, med fremmede Gesandter i vore Dage har det ingen Nød. Altid Gentlemen til Fingerspidserne. I gamle Dage var det en anden Sag.« Grev Campnell bukkede. Kammerherren fortsatte til Afsked: »Farvel!
Det kom som et Tordenslag over Paris, og det medførte en almindelig Panik. Den langt overvejende Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som ikke sad inde udelukkende med dette Papir.
Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan tale, greb Herluf Adolfs Haand saalænge han levede, vilde Berg mindes denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes og lagde et Øjeblik sit Hoved ind mod hans Skulder: -Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive paa. Adolf var ude, Døren lukket.
Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed selv nu, hvor han regnede op i de hundredetusinder.
-Ja saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa' hastigt hen paa ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer. -Eller jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk og satte sig. -Ja det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har ønsket at tale med Dem. Vi maa han søgte noget om Ordene en Gang tale ud med hinanden; han tav lidt.
-Hvad var der dog at gøre! hvad var der dog at gøre ... Hvis han nu mistede sin Plads.... -Hvad var der at gøre.... Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bøjet over de evige Papirer, og hun hørte hans "Tak" og "Tak", mens han løftede Hovedet og fulgte hende med Øjnene. Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet: -Og hun havde været med til at bruge hans Penge.
"Hold Modet oppe, Kammerat!" sagde jeg, "jeg har set Folk med værre Saar, der endda er komne over det." "Nej! Nej!" hviskede han, "det er snart forbi." Han lagde sin Haand paa min, da han talte, og jeg saa, at hans Tungespids allerede var blaa. "Jeg har vigtige Papirer her i min Frakke, som De hurtigst maa bringe til Prinsen af Sachsen-Feldstein paa hans Slot ved Hof.
Han kunde fortælle mig, hvem hun var, og hvor jeg kunde finde mine Papirer. Jeg greb min Sabel fra Bordet og fo'r ud for at søge efter ham. Men Skurkene havde gættet min Hensigt og taget deres Forholdsregler. Jeg fandt ham i et Hjørne af Gaarden med en Muskedonner i Haanden. Hans Søn holdt en Bulbider i en Snor.
Han tænkte allerede paa, hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det mærkedes, og uden at det blev sét: -Kommer du til Middag? spurgte hun. Man maatte kunne pakke gamle Bøger ind i Lagenerne og gamle Papirer, saa det just blev de gamle Pakker at sé til. -Nej, sagde han som før og gik.
Dagens Ord