United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?« Detektiven tog det frem af sin Brystlomme. » Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren det. »Tja saadan er det.« Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.
Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede den modsatte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte ham: -Kun ingen Støj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf: -Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder? -Ja, sagde Herluf. -Og her? -Er mit, sagde Herluf. Hr.
Rowan konfererede med Betjenten de talte begge dæmpet, som Læger i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr. Rowan. -Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Væg. Ude paa Gangen sank han sammen et Øjeblik ved Gelænderet. Ogsaa foran Spenners Dør stod der en fremmed Mand, som maalte ham. Herluf gik ned.
Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys af et Par Lamper. Hr. Rowan løftede Hovedet op fra sine Akter og hilste, med sit anstrengte eller bedrøvede Blik frem mod Herluf. -Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin mærkelig dæmpede Stemme, som talte han bestandig i et Sygeværelse. Vi maatte strax endnu i Dag føre den anholdte sammen med Dem og Hr.
Martens. Berg blev nu først Martens vaer, henne ved Døren, i Mørket. Bygmestren sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og førte uafladelig Hænderne frem og tilbage, den ene over den anden med en egen ængstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandværkssvend, der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen. -Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa føre ham herop.
Betjenten gik frem over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Døren blev lukket op igen. Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens. Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om Grænsen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne, Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet.
Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store Anstrængelser. Et Papir faldt ud. Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt omkring. »Hvad Pokker, det er ... det er ?« Majoren vaklede og tabte Papiret. En af de andre greb det. Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i alle Ansigter. Han gik nærmere ... vaklede ...
Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min højre Haand: bad ham i Løbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3-4 Minutter. Det gik, som jeg ønskede. Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene i Kabinettet. Jeg for' til Stokken den mystiske, hule Stok og fandt ganske rigtigt et Dokument «
Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt sét paa ham med sine forskende Øjne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Hænder, ubevægelig. Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar De vidste alt det? Martens havde sat sig: -Hm, sagde han mumlende: man véd det jo nok ... men man er vel i'et.... Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr.
De brødebetyngede Samvittigheder følte sig ligesom lettede. Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte Gader. Han saa sig ikke om, optaget som han var af sine egne Tanker. Nu nærmede man sig jo endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu et Par Dage, og saa Obersten havde mange Ærinder at udrette, og det blev sent, inden han naaede hjem.