United States or Cyprus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Bolling havde set hende. Men han rorte sig ikke. Han tog kun sin Stok og forte den i sin rystende Haand pegende rundt fra Sojle til Sojle og talte med sit svaere Maele: -Det er Ransgaarde. -Det er Staugaarde. -Det er Dybbol Madam Bolling kunde ikke tale. Heller ikke graed hun blev kun ved at bevaege de foldede Haender hjaelpelost op og ned. -Det er Dybbol, sagde Bolling igen.
Drengen sørgede ikke, han havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig forskræmt og uhyggelig, saalænge Liget var i Huset. Og saa var han blevet saa bange for Jacques. Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik vidste ikke hvad.
-Jeg horte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog se herind, sagde Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Haender: Stakkels Barn Deres stakkels Barn. Madam Bolling loftede Ojnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt. -Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Haender. Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine.
Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den samme, stadig den samme Sætning: -At han sidder dér og fryser, sagde hun med en underlig snøvlende Stemme. At han sidder dér og fryser. Pludselig saa' hun hen paa Berg og Spurgte som hun havde spurgt enhver : Tror De, jeg maa sende Klæder der op, sagde hun. -Aa, ja, sagde Berg. -Tror De? gentog hun.
»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?« Detektiven tog det frem af sin Brystlomme. » Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren det. »Tja saadan er det.« Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.
Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bolling kunde ikke faa Stromperne paa ham: -Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Haender. -Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge. -Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal alle ud, blev han ved, hans Tunge gik uafladelig. -Ja, Fa'er, ja. Han havde ti Mands Kraft, han loste alt igen; hun kaempede med ham af alle Kraefter.
Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede hysterisk. Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet.
"Nej, nej, jeg ler jo ikke," sagde han mumlende, thi han kunde næppe faa Læberne saa vidt aabnede, at han kunde faa Ordene frem, "jeg ler jo ikke." "Jo Du ler." "Nej, nej, ser Du dog ikke," sagde William i rystende Angst, "jeg er alvorlig, jeg ler ikke."
Da han arbejdede med rystende Fingre, undslap Remmen hans Greb, og Trepægleflasken faldt ned for hans Fødder. Jeg bøjede mig ned for at tage den op, og da jeg gjorde dette, kastede Præsten sig over mig og stak Sylen ind i mit ene Øje. Som I ved, mine Venner, er jeg en Mand, der er vant til at se Faren lige i Øjnene.
Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa første Sal saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud: -Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ... Det er nok blevet værre inat.
Dagens Ord