United States or Papua New Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Først nu, da hun gav mig Vished, og jeg følte mig ganske rolig og lykkelig, kunde jeg physisk mærke, hvor stærkt Spændingen og Angsten havde taget paa mig. Minna havde følt det og kunde ikke lade være med at smile ganske hemmelighedsfuldt og med en lidt smigret Mine, medens hun skjænkede Hr.
En Gru greb hende og rejste alle Nerver her skulde hun do do . Nej, hun kunde ikke, hun maatte leve kunde ikke tusinde Udveje, tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i et Nu.... Men saa skod hun langsomt Skoene af sine Fodder. Angsten var dod under hendes Hjertes traette Smerte. Haenderne havde hun foldet. Laeberne bed hun sammen.
Andersen gik op, lagde sig paa Bænken, William lænede sig tilbage med lukkede Øjne. Og ligesom én Gang før i sit Liv bad denne Vantro brændende til det tomme Rum. Ræd for sit Livshaab i et fremmed Liv. Saa begyndte Andersen at tale. Stemmen var som bedugget af Angsten, men man følte det ikke. William saá hen paa Direktøren. Han sad og saá paa skraa gennem sin Næseklemmer.
Endnu sad alle Minderne fra Ballet ham i Kroppen, men efterhaanden, som han blev mere og mere ene og Nattefreden dybere og dybere, krøb Angsten ind over ham. Overalt saa han svenske Karle, og den mindst Raslen i Løvet var dem, der forfulgte ham. Flasken i Lommen blev varmere og varmere. Et Steds skulde han over en dyb Grøft.
Men den samme Taage, der havde fremkaldt den, forjog den snart ved at gjennemisne os. I Angsten for Snue og Hoste druknede den romantiske Frygt og Haabet om at forenes i en pludselig Død. Saa forvirrende var denne Fart, med ligesom et Bind af Lys om Øinene, at da et Stød forkyndte, at vi vare lagt til, ventede vi Bredden paa den anden Haand og troede, at vi vare vendte tilbage til Schandau-Siden.
"Altsaa i Overmorgen." Hr. Olsen lagde det blaa Papir i Mappen. "Farvel, Hr. Høg." William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan han kom ned ad Trappen, ud paa Gaden intet. Han var lamslaaet af Angsten. "Iovermorgen." Han hørte Hr. Olsens Stemme: "Det er en lang Tid." Om saa lang Tid vilde Verden faa at vide, at William Høg var en Forbryder.
Da han vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig, Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet længe. Hun var endnu stakaandet: Og De har været ude at ride, sagde hun, saa tidligt. -Ja jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved ... Saa syntes jeg, det kunde være ganske rart ... Der var deiligt paa Langelinie.
Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun havde været saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og førte det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens Tanken blev større og større i hendes Hjerne: at han blev vred.
Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten. Alle disse fire Aar hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys havde han anet, hvad der nu var sket ... Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham paa Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig og vidst det.
Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede hysterisk. Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet.
Dagens Ord