United States or Rwanda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men sig mig: Har De forhørt, om nogen har været her i Deres Værelse, mens De var borte?« »Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskæftiget herude i Forstuen.« »Ja saa ...« Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De tror da ikke, min Tjener Philip har en Finger med i Spillet?« »Aa nej. Men #har# han været i Forstuen, maa han dog have lagt Mærke til, om nogen er gaaet herind i Værelset.
Men distrait er han jo altid, og istedenfor at række Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen. Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning.
Naa, jamen ... Og saa er det da ogsaa Uldahlernes Skyld, at Du har faaet mig ! Fru Seemanns Ansigt blev ét stort, lyst Smil: Ja, Gud velsigne Etatsraaden for det ! sagde hun Du mit Solskinsbarn! I det samme hørte man Entrédøren blive aabnet, og der lød Skridt i Forstuen.
Saa vedblev han efter en Pavse: "Men der er jo ikke noget at gøre ved det, vi maa finde os i det." Jeg svarede ikke, men ventede paa, at han skulde foreslaa et eller andet. Et Øjeblik efter syntes Mørket ikke mere at have noget at sige for Nikola. Han tog mig i Haanden og førte mig lige gennem Hulen ind paa Forstuen. "Pas paa," sagde han, "her er Stigen."
»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op. »Jeg #har# den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten. Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre bagefter. »Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende og prøvede at lukket den op. De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen anden kunde faa Rede paa Mekanismen.
Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille Køkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde sov, med dybe Aandedrag. Og inde paa "A" var der ganske stille.... Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen til, at hun kunde sidde.
»Gaa med Jesus,« velsignede den Gamle ud i Forstuen efter dem, men Rabalderet af Blæst, da Døren blev lukket op, slugte Ordene. Den bidske Luft strentede ligesom i #Bølger# mod Mændene, straks de kom udenfor.
Hvor er da de Mennesker henne! Hun blev altid greben af stor Vrede, naar der ikke øjeblikkelig mødte nogen frem for at tage imod hende. Men nu blev Døren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara viste sig under Slyngroserne. Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad overraskede Ansigter. Naa, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.
"Aa, jeg véd, hvad De vil sige," udbrød han, "men kom nu bare med. Jeg har en hel Del Nyt til Dem." Jeg kunde ikke faa ham til at sige, hvad det var. Og saa lejede vi to Jinrickshawer og kørte ud til hans Villa. Da vi naaede den, fik jeg Befaling til at vente i Forstuen, medens han opsøgte sin Hustru. Saa førte han mig ind i Salen, aabnede Døren og bad mig gaa indenfor.
Hvis jeg var Dem, saa vilde jeg ikke omtale vor Samtale til nogen." Jeg forsikrede ham, at jeg ikke skulde gøre det; saa rejste han sig, og jeg forstod, at vor Samtale var til Ende. Jeg fulgte ham ud i Forstuen, medens den sorte Kat marcherede i Hælene paa os. Paa Verandaen standsede han og strakte sin Haand ud, idet han sagde i en ubeskrivelig blid Tone: "Hr.
Dagens Ord