Se nu, hvor han svang sig, og det lod til at være hans naturlige Gangart; naar han var i Ro, spillede han jo alligevel som et Spejlskaar i Solen, hans Blik var altid lige saa vanskeligt at holde fast som nu, da han drejede paa Gulvet med en Skønjomfru i Favnen og blinkede æventyrligt til højre og venstre.

Vandet udenfor naaede altsaa ikke op til Keglens Top. De var frelst. Der steg som et Befrielsens Suk fra de stakkels, haardt prøvede Menneskers Bryst. Nu svang Dick Øksen imod Toppen og snart var Hullet saa stort, at han kunde krybe ud igennem det, op paa Keglens øverste Kant for derfra at overskue Landskabet. Et Rædselsskrig undslap ham.

Saa snart disse Forberedelser var fuldendte, trak vi Lod om den Ære, hvem der skulde gaa først ned og prøve Rebets Styrke, og Loddet tilfaldt naturligvis Nikola, som Skæbnen vilde, altid skulde være den første. Før han svang sig ned, undersøgte han omhyggeligt den Strop, med hvilken hans Skat, Medicinkassen, var fastgjort om hans Hals.

Morder! Røver! Endelig har jeg dig!" Og han svang sin Økse. Men Hævnen var allerede fuldbyrdet af den, som havde det første Krav. Negoro rørte sig ikke mere, Men ogsaa Dingo var saaret, den havde faaet et dybt Knivsaar og udaandede kort efter.

Men alle Mændene hylede og skreg af Begejstring, og alle de andre Piger smilte. Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store Lab, svang han den anden i Luften og saa sig triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han gjort det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu havde han erobret sig sin Plads og sin Pige. Og medens Tilskuerne jublede, bøjede han sig ned for atter at kysse Pigen.

Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen, syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. Det var Idioten.

Han svang en Kniv, og jeg var lige ved at springe løs paa ham, da én tog mig i Skuldren, og jeg vaagnede og saá en Mand læne sig frem over mig. Et Blik sagde mig, at det var en af de Munke, der havde ført os tilbage til vore Værelser, og da han saá, at jeg var vaagen, gav han mig Tegn til at staa op.

Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne: -Der er jo ikke noget? spurgte Lægen. -Nej, Hr. Reservelæge. Lægen gik alene ind paa "A" og lukkede Døren. Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen: -Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet". -Var det Opium?

Vandet tyngede frygteligt paa min Ryg, men jeg klyngede mig fast med overnaturlig Styrke og svang mig efterhaanden op. Jeg kæmpede for mit Liv, for Gladys, for alt, hvad der gjorde Livet Umagen værd at leve, og det gav mig overmenneskelige Kræfter. Til sidst lykkedes det mig at hæve mig tilstrækkeligt op, saa jeg kunde omslutte Klippen med mine Knæ.

Magdalene kaldte han hende, fordi det var et Navn, men hun hed det nu ellers ikke, hun kunde for den Sags Skyld . . . kort sagt, hun var i alt Fald til, siden hun gik der lige saa stærk og køn som et andet Menneske. Tag hende du da, sagde Kese. Hun er let kommen, let skal hun gaa! Kese spyttede i Hænderne og svang Øksen mod Træet. Han holdt ikke flere Taler siden.