United States or Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Hænder. -Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se paa hende, til han pludselig kyssede hende, bag hendes Øre. Ida havde ikke rørt sig, men paa én Gang rejste hun sig, og, skælvende over hele Kroppen, som om hun frøs, klyngede hun sig ind til ham: -Men jeg har jo givet Dig alting, sagde hun.
Minna klyngede sig fast til mig og knugede min Arm: »Der kan da ikke ske Sammenstød?« »Vist ikke!« Og forresten, hvorfor skulde ikke den lille Dampbaad kunne blive seilet i Sænk? og man drukner lige saa let midt paa Elben som midt paa Atlanterhavet. Denne lille Fare forenede os inderligere end alle Fremtidsdrømme.
Jeg klyngede mig til alt, som kunde yde mig Støtte, vovede ikke et Skridt, før jeg var vis paa, at det var sikkert, steg ned fra Muren, nærmede mig til Vinduet og saá ind. Denne Gang skulde jeg ikke blive skuffet. Den Mand, jeg søgte, laa paa et Tæppe i Krogen og røg en lang Pibe.
Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham: spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og tænkte altid det samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog de samme Ord.
Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge Vens Haand, imens hun stirrede ud over Havet; hele hendes Liv lyste i det Blik hun sendte imod det første Punkt af hendes Hjemland. "Endelig! Endelig!" lød det som et Befrielsens Suk fra dem begge. Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig i feberagtig Spænding til Rælingen, og brast i Graad.
Følgen af alle disse Fortrin var, at hun spillede en temmelig dominerende Rolle i det selskabelige Liv.... Til denne Kvinde klyngede William Høg sig, og Grevinden var ham som en Moder. Hvor glattede hun ikke mildt hans Sorger ud, hvor mildnede hun ikke hans Klager. Hvor de var lykkelige og fredsæle, de første Aftener.
Paa dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren. Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, og Natportier'en kom til. Fæl sad han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu. Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. Et Par Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.
Da jeg gjorde det, kom jeg i Berøring med et nøgent Legeme, og i næste Øjeblik laa Manden og jeg og rullede omkring paa Gulvet. Det var en højst mærkelig Kamp i Mørket. Vi klyngede os til hinanden, idet vi trillede omkring og gjorde alle mulige Anstrengelser for at overmande hinanden. Saa hørte jeg Nikola springe op og løbe hen imod Døren.
Og han fyldtes med et stille, lunt Behag ved Tanken om, at intet af det altsammen kom ham ved intet intet ... Da var det, han saa Anna og Bøg komme gaaende ad Vejen hen imod det Sted, hvor han sad. Bøg gik høj og rank og svingede med den ene Arm. Til den anden klyngede sig Anna. Hun var helt klædt i hvidt. Og skønt det var halvt mørkt, kunde Flyge se, at hendes Ansigt ligesom laa badet i Lykke.
Vandet tyngede frygteligt paa min Ryg, men jeg klyngede mig fast med overnaturlig Styrke og svang mig efterhaanden op. Jeg kæmpede for mit Liv, for Gladys, for alt, hvad der gjorde Livet Umagen værd at leve, og det gav mig overmenneskelige Kræfter. Til sidst lykkedes det mig at hæve mig tilstrækkeligt op, saa jeg kunde omslutte Klippen med mine Knæ.
Dagens Ord