United States or Guyana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Direktøren hjemme«. Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og præsenterede den. Det var en »Nota« fra en Sommerrestauration. Berg havde ikke en Skilling: Ja De maa komme igen, sagde han og gik utaalmodig op ad Trappen.
Og mens han knælede og talte, laa han med oprejst Hoved, med Smil, som Allah allerede gav ham Barnefred for Bønnen. Det var forbi. Andersen var staaet op. "Saa er det Halling," sagde han. Direktøren rejste sig, "Det behøves ikke," sagde han, "det er nok med Aladdin." "De antager ham altsaa?" spurgte William. "Hvordan synes De da?"
En skarp Lugt skar i min Næse, og jeg opdagede hurtigt, at en Klud, dyppet i Eddike, var bundet om min Pande. I den modsatte Ende af Værelset sad den frygtelige lille Mand og badede sit nøgne Knæ med en lind Salve. Saa hørte jeg Lyden af Hestehove udenfor, og et Øjeblik efter traadte Direktøren for Dartmoor Fængsel ind i Værelset, fulgt af seks Fængselsbetjente.
I en Maaneds Tid forhandlede Bøg næsten hver Dag med Fabrikken. Først var det med Direktøren alene, saa med Aktieselskabets Bestyrelse. Der blev holdt lange Møder, men man naaede ikke frem til Enighed.
Hansen-Maagerup bøjede Hovedet. Nu da den store Glæde var der, følte han sig næsten overvældet deraf. Han formaaede ikke ret at rumme den. "Det var da en Glæde," sagde han kun. "Direktøren var ogsaa meget anerkendende. Men han nævnede jo straks den store Anlægskapital." "Han mente da ikke, at det kunde være nogen Hindring?" "Nej det gjorde han ikke.
"Ikke sandt ..." Derpaa højere: "Overordentlig Lykke. De er vel begyndt paa det store Drama?" "Ja, det er snart færdigt." "Ja saa " "Jo, jeg er i femte Akt." "Naa, Hr. Andersen," sagde Direktøren, "skal vi saa gaa ned paa Seeren?" "Hr. Andersen har taget Aladdin med," sagde William. Direktøren saá lidt paa ham, "Godt," sagde han saa. "De giver jo Stikreplikkerne, Høg." De kom ned paa Scenen.
Da Franz var ude af Døren bleg var han blevet sagde Direktøren ned mod Bogholderen, som afvekslende skrev Regninger og pillede Næse: -Na, ein netter Zugvogel nicht? De første Dage gik Franz i lykkelig Undren. Han sneg sig fra Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte Marmor.
Men Fa'er havde sin gamle fornemme Haandbevægelse fra de gode Dage, da han sagde: -Det var naturligvis en Misforstaaelse, gode Carlsen. Direktøren bad mig undskylde.... Men det var ikke forbi med den Dag, og værre Dage kom. Du kjender den ikke, den Vexelpine, som grubler og regner og fortvivler og haaber og atter fortvivler. Nu var det Spil bare fortvivlet Spil.
Dette Brev skaffede mig en Del Hovedbrud, thi Direktøren havde altid behandlet mig med den største Hensynsfuldhed, og det krænkede min Æresfølelse, at jeg skulde komme til at blande mig i hans Korrespondance. Jeg havde halvvejs bestemt mig til at lægge Brevet under en Sten i Nærheden af Fængslet, men det vilde blot lede dem paa mit Spor.
Der var næsten Jubel, da Tæppet faldt. Hoff kom op paa Scenen. Han saa straalende ud: "Ser Du, gratulerer, gratulerer." "Tak," sagde William. "Nu er Du da vel glad," spurgte Hoff. "Ja" William stod lidt "Andersen skal prøves imorgen." Hoff saá paa ham: "Men Du selv?" "Klokken elleve," sagde William. "Direktøren har lovet det."
Dagens Ord