United States or Brazil ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Nej helst som Aladdin." Han blev rød helt op under Haaret. "Hvad vil han?" spurgte Hoff, som sprang bort fra "Salambô". "Debutere som Aladdin," sagde William. "Naa ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid ..." "Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden ... Rolle ... moderne?" sagde William. Bloch talte om Rudin. "Aa," Hr. Andersen var stadig rød, "jeg synes Aladdin er dejligst.
"En saadan Tro har jeg aldrig fundet i Israel," sagde Direktøren smilende. Andersen var antaget. "William og han gik ned ad Trappen. "Men hvordan var det egenlig?" spurgte Andersen. "Godt rigtig godt." "Ja det troede jeg nok ... Men," Andersen standsede i Korridoren, "det er Dem, jeg maa takke for det " "Mig aa nej!"
Andersen gik op, lagde sig paa Bænken, William lænede sig tilbage med lukkede Øjne. Og ligesom én Gang før i sit Liv bad denne Vantro brændende til det tomme Rum. Ræd for sit Livshaab i et fremmed Liv. Saa begyndte Andersen at tale. Stemmen var som bedugget af Angsten, men man følte det ikke. William saá hen paa Direktøren. Han sad og saá paa skraa gennem sin Næseklemmer.
Velkommen til, se at faa noget at spise. Jens Andersen vendte sig imod Bordet, han slog op med Armene og kom igen i en mægtig Stemning, der steg og steg, mens han raabte og svaredes af tiltagende Munterhed fra Laget. Naa skal ingen tage en Bid? Jens Andersen vendte sig tilsidst som en Kat og saa Axel ind i Øjnene, hans Ansigt lyste pludselig af et haardt Lune.
Hun tog Katinkas Arm bort: -Lad mig gaa her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret. Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det altsammen i én Strøm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare med hende, og hun holdt det ikke ud. Fra den Dag af havde Katinka været Præstefrøkenens Fortrolige.
Han raabte endnu mere, men Mikkel jog i Galop. Axel naaede ham først oppe over Bakkerne. Consumatum est Det var under de store Festligheder i Stokholm efter Kong Christierns Indtog og Kroning, om Tirsdagen. Mikkel Thøgersen stod i Slottets Vagtstue og skulde bringe Jens Andersen en Besked. Jens Andersen var i Badstuen, blev der sagt.
"Aa jeg gaar som i Søvne," sagde han "jeg synes slet ikke, jeg kan tale ..." "De behøver ikke at være bange," sagde William. De gik lidt tavse. Saa gav William sig til et tale for at adsprede Andersens Uro. Og der var over hans Stemme, hans hele Tonefald en mildt-sørgmodig Højtidelighed, som virkede lægende. Pludselig spurgte Andersen: "Hvorfor er De ikke glad idag?"
Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man kom til Ro. -Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet, som paa en Restauration. -Brød her , lød det nedefra. Og Fadene blev løftet frem over Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med Tallerkenerne i Skødet. Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.
Andersen Bogen og viste ham, hvor det var. Han vilde begynde med Scenen med Elmire. "Ja, det vil vist ogsaa være nok." Hr. Andersen forsøgte at stave den smaa Skrift i Bogen, men erklærede ikke at have Katteøjne. Der blev saa tændt en Række Gasblus i Sofitterne. William hverken følte eller tænkte. Han var vis paa, at han ikke kunde et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han saá Hr.
Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag for Lyset at udrede af Konduktør Andersen. Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Frøken Friis der alene. Hun lagde af gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskørt. Frøken Friis lagde mere og mere Vægt paa en moderne og tidssvarende Underbeklædning.
Dagens Ord