Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. juni 2025
Huden bliver yderst ømfindtlig i Kulde, selv det mindste Rap over en frossen Kno kan perse Taarer af en Karl. Man taber Lugtesansen i Kulde. Han lod sig drive endnu et Stykke med den rivende Strøm, i Snegrød og mellem døde Kroppe. Han naaede bagom Hæren, kravlede op og undkom levende til Meldorf. Axel rider frem Jens Andersen Beldenak holdt Gilde paa sin Bispegaard i Odense.
Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fik Fru Arnesen af Landbruget til »den femte Finger«: -Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted. Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr.
Mikkel skulede op og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar . . . og der borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt. Huden var farveløs og tæt uden en eneste Rynke.
Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Præstegaarden. Hun længtes ordenlig efter at høre hende tale. Og saa saa' hun ogsaa Andersen. Hun saa' dem sammen, Agnes og ham. Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plæne. Hun stod og saa' paa dem de to, som #elskede hinanden#. Hun hørte og saa' paa dem nysgerrigt næsten som et stort Under.
"Jeg kan blive det hvis De nu gør Lykke ..." "Ja, men for Dem selv fra igaar," sagde Andersen. "Naa-aa ja det havde jeg næsten glemt." "Hvor De maa tænke meget paa andre." Direktøren var allerede kommet. Han modtog dem smilende, gratulerede William og talte i Begyndelsen kun med ham. Men han saá, mens han talte, uafbrudt hen paa Andersen. "Han er god," sagde han midt i en Sætning sagtere til Høg.
Og mens han knælede og talte, laa han med oprejst Hoved, med Smil, som Allah allerede gav ham Barnefred for Bønnen. Det var forbi. Andersen var staaet op. "Saa er det Halling," sagde han. Direktøren rejste sig, "Det behøves ikke," sagde han, "det er nok med Aladdin." "De antager ham altsaa?" spurgte William. "Hvordan synes De da?"
Andersen, ligeledes tyve Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, kom saa ind og faa Frakkerne af." De gik ind i Sovekamret, Hoff kom ud igen. "Hr. Andersen er jo Skuespilleren," spurgte William. "Kære, vist saa, del kan man da se paa Haaret ... Naa, dér er de." Hoff gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bad dem tage Plads.
Lidt efter kom Jens Andersen, og Mikkel forrettede sit Ærinde, han vidste ikke selv, hvad de Ord skjulte, som han havde at overbringe efter Hukommelsen, men de gjorde Bispen meget eftertænksom. Staa her, sagde han og forsvandt. Mikkel hørte baade Kongen og Jens Andersen og flere Stemmer inde i den kogende Røg. Saa raabte Kongen et Par vrede Ord.
Der blev sløret derude, og Lavningen lignede en stor blaa Sø. Man saa' ikke, hvad der var Sø og hvad der var Himmel, det var alt kun ét dæmrende blaat. Med Pilegrupperne som Øer i Havet. Agnes fortalte om den første Tid, da hun kom hjem fra København og traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun holdt af ham. Katinka hørte og hørte ikke.
Under mange Tvivl naaede han ned i den Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede. Da han stod udenfor Døren, var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have Ende paa det. Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa Væggene . . . men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt imod ham.
Dagens Ord
Andre Ser