United States or Palestine ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Det bli'r klart, sagde hun. -Se efter Vejret, sagde hun. -Se ud af Køkkendøren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altid Skyerne. Der var ogsaa klart fra Køkkendøren. -Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun støttede sig langs Væggene i Gangen, hen til Perrondøren. -Hvor det er varmt, sagde hun. -Nu kommer Trappen ... Saa det gik.... Det var tungt at gaa paa Gruset.
Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Væggene. Han var fordybet i sit Arbejde, saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et Kort. Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferentsraaden. Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: Dem , sagde han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr.
Jeg sér Gulvet som jeg sidder i Rygeværelset ind gennem Dørene med Væggene og et Par Stole ... Med et Par Menneske øjne ser jeg.... Saadan maa det gøres, sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér , sagde han.
Da Kaffen var drukket, førte Madam Henriksen de unge Damer ind gennem to iskolde, salsagtige Dagligstuer, hvor de sparsomme Mahognimøbler stod stift opstillet langs Væggene, og hvor man maatte balancere frem i Gaasegang ad smalle »Løbere«. Frøken Charlotte tog Mod til sig og spurgte: Hvorfor kom de fra Kragholm og Hvidgaard ikke ind til Onkel, Madam Henriksen?
Hundreder af Fakler flammede fra Ringene paa Væggene og kastede deres rødlige Skær paa Murene og Loftet og blev genspejlet som i Millioner af Diamanter i Stalaktiter, der hang ned fra Loftet.
Han talte om de nye Staddele, om Victoriateatret »Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil dryppe fra Væggene« om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om Strømmen allevegne: -Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad. -Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher fra København.
Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i Stuen, hvor de store svære Møbler de var ikke fornyet siden Konferentsraadens Død for ti Aar siden var spredt over Gulvet: -Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg vil helst sidde fast opad Væggene.
Det var et Liv med Lysekronerne altid tændte, og Svigermoder i det sorte Fløjel, og de gamle Slægtsvaaben broderet paa alle Puder, og Sølvkander stillede frem paa Etagèrer, og Malerier paa Væggene saa højtideligt, som i en Kunstsamling. Moderen gik helt forskrækket om.
William syntes, de klædte deres Liv helt af, og at det blev øde og bart som Væggene i Stuerne nu, da Malerierne var taget ned. Han følte Fattigdommen som en Tomhed, og han vejede Stykke for Stykke, hvad den berøvede dem.
Værelset selv var ikke mere end halvtredsindstyve Fod langt og tredive Fod bredt, men i Stedet for at være en almindelig Hule som alle de andre, gennem hvilke jeg var kommet, var det belagt med Gulv og Træpaneler, der nu var sorte af Alder. Hvor højt det var, kunde jeg ikke gætte, for Væggene steg og steg, saa jeg ikke kunde se Enden paa dem i Mørket.
Dagens Ord