United States or Heard Island and McDonald Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man kom til Ro. -Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet, som paa en Restauration. -Brød her , lød det nedefra. Og Fadene blev løftet frem over Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med Tallerkenerne i Skødet. Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.
Hun stod midt paa Tærskelen. -Hvor er mit Bord? -Hvor er mit? lød Børnenes Kor. -Dér, dér, sagde Moderen. Hendes Ansigt lyste. Børnene stod om hende i Flok med oprakte Hænder. -Mo'r, Mo'r raabte de, nu det fra Træet nu det fra Træet. -Ja. De sidste Gaver laa pakkede ind i mange Papirer ved Juletræets Fod. Moderen krøb rundt paa Gulvet, mens hun tog dem frem og samlede Pakkerne i sin Favn.
Nu havde hun dem, og hun stod op midt mellem Børnene. -Nu, nu, raabte Børnene. -Ja. Og hun kastede dem, som i Grams, ned mod Børnenes oprakte Arme: -Til Dig, og -Til Dig, og -Til Dig, raabte hun, mens Børnene jublede. Faderen var traadt frem i den aabnede Dør. Lænet til Dørkarmen stod han tavs og betragtede Moderen og sine Børn.
Alvez og hans Soldater stormede til for at straffe den frække Indbryder, men ved Synet af Dronningen veg de forfærdet og ærbødigt tilside. Troldmanden, Mganga'en, som Folket kaldte ham, optog her atter sine tavse Bevægelser. Han pegede imod Himlen og fulgte med de oprakte Hænder Skyernes Flugt, han sprang og han vred sig med saa megen Energi, at de Indfødte blev grebet af Begejstring.
Og hver af Børnene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Hænder. -Mo'er, Mo'er, det er fra mig. -Mo'er, Mo'er, næh, det er fra mig. Og paa Tæerne stod de for at faa det rakt. Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Børn. Hun saa' saa langt ud over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord. -Hvor Dagen er skøn, sagde Moderen. Og hun smilte.
Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som Fisk i Vandet. -Naa I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Haand: Ka' vi no'et, vi Københavnere?
Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar. -Hvilken Elendighed Himmel dog hvilken Elendighed. Hun blev siddende opreist. -Ja saa maa Dagene ... blive som Sandet.
For Spøg holdt hun en Drueklase ind mod det mørkt-blanke Haar, mens hun løftede en anden i sin oprakte Haand. Solen faldt paa hende og Druerne, der funklede, og paa det glinsende Haar. Forkarlen gik forbi og blev staaende. Saa kastede Moderen ham Drueklasen lige ned i Ansigtet: -Ja, dejlig kan jeg se ud, sagde hun, og hun gik ned ad Stigen.