United States or Mali ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mikkel kendte ingen af Bønderne uden Steffen i Kvorne. Det var en meget før Mand, han havde Sølvknapper i Vesten, han laa yderst i Rækken. Faa Skridt fra ham laa Otte Iversen med sin unge Søn lagt tæt op til sig, Hovedet var sønderslaaet paa dem begge to. Da Mikkel saa sin Uven fra gamle Dage, krympede Hjærtet sig i hans Bryst.
Der vilde han gaa i Land, og han vilde for bestandig dvæle der, og uden Frygt skulde han se Bølgerne brydes rundt om sig ... Der var kommet Vin paa Bordet. Han fyldte sit Glas og hævede det mod Fru Ellis. Og hendes Øjne glimtede ham i Møde. Omkring dem boblede Larmen op. Maleren sagde nærgaaende Vittigheder til Fru Ellis, Grossereren krympede sig i Latter, og Journalisten smilede beskyttende.
Forstenet er jeg standset. Mine Tanker har været saa langt borte, at jeg intet har sanset udenom. Foran mig ligger en lille Birkemose. Jeg kan intet se uden Tjørne og højt Græs. Jeg lytter. En Kilde gurgler afsted derinde. Jeg lytter, som skulde mit Hoved sprænges, og det er, som hørte jeg en svag Lyd af noget levende, som krympede sig. Længe staar jeg stille ... Buske og Træer glider til Side.
Men Mikkel Thøgersen tav og krympede sig under dette Vejr af Aabenmundethed, han skelede over til Otte Iversen og han alene blev et Smil va'r paa det unge, hovmodige Ansigt, og et umærkeligt Træk ved Læberne, som havde Junker Otte sporet en modbydelig Lugt. Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr, han strøg sig atter og atter over Ansigtet. Men Heinrich fortalte væk.
Mine prægtige Fyre og mine dejlige Heste mit Hjerte krympede sig ved at se, i hvilken Forfatning, de var kommen. "Fat Mod," tænkte jeg. "Regimentets Tab har været stort, men Eders Oberst har I dog endnu."
Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede sig i Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over ham. „Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!“ havde han sagt, og saa havde han styrtet sig ud i Havet. Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var høj og smuk med lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som en Mand og gik paa Fangst, medens hun var ugift, sammen med Mændene.
Ganske vist ere Frihedstheorierne ikke altid velkomne, naar de vendes imod Frihedsmændene selv, men om ogsaa hans Forfængelighed krympede sig #kunde# han endelig modsætte sig, naar #hun# vilde og naar #jeg# vilde? Vilde #hun#? Hun havde gjort Prøven, og den var mislykket. Hvorfor ikke opgive det Umulige og virkeliggjøre det Mulige?
Saa gav Ilisimartoq sig da endelig lidt efter lidt; han vred sig i Dødskrampe, krympede sig sammen i stærke Trækninger og laa endelig stiv og ubevægelig, med Næverne knyttede i Døden. Og saa havde ingen mere Grund til at frygte Død fra Ilisimartoq. Isângassoq gav sig nu til at græde, da det ligesom med eet gik op for ham, at han havde været med til at myrde sin Svoger.
Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar. -Hvilken Elendighed Himmel dog hvilken Elendighed. Hun blev siddende opreist. -Ja saa maa Dagene ... blive som Sandet.
Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt Spejl. Marschalinden blev ved at tale. Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne Øjne, som den, der tænker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.
Dagens Ord