United States or British Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nej, den Dame ofrer skam ikke Blomster, hun forlanger Livet. Det er det, Kunstneren har villet fortælle os. Moloch og Venus victrix hvem mon der er ofret de fleste Liv? Menneskeofringer vil den Kone ha'e ... Jeg véd ingen Statue, der passer bedre som Pendant til Venus end Niobe, Gudinde for Smerten." "Og saa Antinous."
Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft. Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig. Imidlertid den virkelige Mumie blev alligevel udstillet.
Hun søgte at staa imod men fandt ikke Styrke dertil. Smerten var over hende, og den sitrede gennem hendes Legeme, bøjede det sammen som i Krampe. Hansen-Maagerup forstod, at hun maatte græde, at det var bedst for hende saadan. Alligevel fyldtes hans Hjerte af en uendelig Medfølelse. Han var lige ved at græde selv.
Og hun faldt hen i vage og vemodige Drømmerier om den Lykke, de da skulde nyde om mange Aar, naar de alle var blevet ældre. Indtil hun vaagnede ved at Tjeneren bragte Theen ind. -Er Greven hjemme? spurgte hun. -Ja. Hans Eksellence kommer ind at drikke Thé. -Tak. Ellen reiste sig og holdt et Øieblik Hænderne for Øinene. Smerten, hun havde betvunget, steg kvælende op i hendes Hals.
Ordene de hede Ord, det havde været, som om de #brød# ind over hende; Smerten, havde hun vidst hvilken? der havde boret som et pludseligt Stik.... Hendes Højhed #saa# kun de lange, graa Linier af Slottet ved hendes Fod. Og pludselig, mens hun stirrede paa dette Graa, var det som saa hun Onkel Otto Georgs Billede for sig.
Naar han da saa ham bleg og overanstrengt sidde ved Skrivebordet, kæmpende for at holde sine Tanker samlede om Arbejdet, følte han Smerten og Selvanklagen bore i sin Sjæl og fornam en vis blodig Vellyst derved. Værst var det næsten at komme over de Timer paa Dagen, da han var alene. Saa sad han og arbejdede sig ind i de mørkeste Fantasier om Fremtiden, saa hans Hjerte var nær ved at briste.
Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag: "Jo," hviskede han hæst, "nægt det ikke, I ler, ler alle for jeg er gal, gal gal er jeg blevet." Og med et pludseligt Skub stødte han Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen. Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans Sindsro tilbage. Han maatte først og fremmest ud, han maatte tilkalde Hjælp.
Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar. -Hvilken Elendighed Himmel dog hvilken Elendighed. Hun blev siddende opreist. -Ja saa maa Dagene ... blive som Sandet.
Hver Elskovsrus, der fanged os, bar Smerten i sit Skød. Hvert Elskovsord, der naar os, har mistet alt sin Lød. Hvert Lykkespind, vi spandt, det brast, imens vi spandt. Da det første Kys han gav, hans Tanker en anden gjaldt. -Hvor den Sang er sørgelig, sagde Tine. Moderen sad lidt, saa sagde hun: -Men, véd De, hvad jeg vilde ønske, Tine? -At jeg kunde skrive en Sang saa sørgelig som Livet.
Hvad han havde følt, havde snarest været den vage Smerte, som vi fornemmer, naar vi efter en lang Bevidstløshed, i en svær Sygdom, vaagner til halv Klarhed, vort Legeme er tungt, vi aner Slaget, forstaar, at vi lider, men Smerten har saa at sige ikke taget Form i vor Bevidsthed.
Dagens Ord