United States or Japan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Idet jeg kom hen til ham, stødte han netop sit Glas mod Andrea Margrethes, hans Kinder blussede, og der brændte Ild i hans Øie. »Frederik«, sagde jeg til ham, »min Borddame ønskede gjerne, at jeg skulde forestille Dig for hende.« Corpus Juris saae paa mig som En, der vaagner op af en Drøm. »Aa det kan jo vente til siden«, sagde han. »Hvad er det for et Svar at give til en ung Dame?
Ned over Bourgognes Vinmarker, ned gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man ønsker bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet er en Aabenbaring.
Orientens Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den skjønneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glæde, mættet med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden. Europas Paradis.
Forgjæves vare mine Bønner og Forestillinger, forgjæves bad jeg om en eneste Dands endnu, blot een eneste lille bitte Dands, den skulde ikke vare mere end eet Qvarteer, kun ti Minutter, kun fem Minutter, forgjæves, Præsten var ubønhørlig. »For idag«, sagde han, »har jeg som hin spartanske Konge ladet Loven sove, men begynde vi nu atter at dandse ind paa den næste Dag, saa kommer Loven til at sove i to Dage, og saa var den istand til at falde saa dybt i Søvn, at den aldrig vaagner mere op igjen.« Saa rullede Vognene frem for Døren.
Mod Vinduet skraber en Vedbendranke, de fine Fibre glider over det vaade Glas og kan ikke suge sig fast. Over Loftet flakker Skyggerne. En stor Edderkop kommer ind i Ildskæret fra Kakkelovnslugen, ser sig forvildet om og piler bort, som om den havde brændt sig. Skilderiernes Glas lyser. Min Hund halser i Drømme. Gæsp efter Gæsp den kan ikke naa Vildtet, som er foran og vaagner op med et Glam.
Aa, lille, gode, søde, rare Fætter Isidor, bare man kunde drømme altid , for man bliver saa forfærdelig bedrøvet, naar man vaagner og kommer til at huske paa, hvordan det er i Virkeligheden! Jeg vilde næsten ønske, at jeg var ligesom stakkels Jomfru Rottbøl! Men nu vil jeg slutte for i Dag, og tilgiv, at jeg har talt saameget om mig selv. Din til Døden S.
Tine drog Vejret som En, der frysende vaagner. -Hvor det bliver koldt ved Dannevirke, sagde hun. De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var angst for at komme for naer til Kirkegaarden Nattestunder. -Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu Sofie. Og saa passer du nok Skovriderens Te, saa den bliver, som den plejer ikke? -Ja farvel, jomfru Tine. -Farvel.
Saa en Aften sent, mindst som de venter det, er det susende Vejr der. Det rusker i Hoteltaget og piber gennem alle Korridorer. Om Natten kniber det at sove for Bølgebuldret og det hele Spektakkel, som fylder Luften. Det var svært, tænker de, saadan et Vejr midt om Sommeren. Om Morgenen sildig, naar de vaagner, synes de, at det er nogenlunde smilende Sommer igen, trods den megen Sø.
Vaagner, spænder Sværd ved Bælte!« men blev afbrudt af Corpus Juris: »Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed!« Jeg taug, for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke læst Dagbladet endnu, men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: »Sæt, de nu ikke holder Dagbladet i Nøddebo Præstegaard, saa er Corpus Juris jo i daarligt Humør hele Dagen igjennem!« ja havde der bare været Tid, saa havde jeg gjerne søgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al Fald kunde have dem at læse derude.
Gaardkonen stodte hun bort og tog Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rodt af hans Blod. Har han talt ? spurgte hun. Gaardkonen graed. -Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen paa Sonnen og paa Fruen de to, de er i hans Tanker aa Gud, for Sorg aa Gud, for Sorg. Tine sad som hjemme, taet ved Sengen ubevaegelig stirrede hun paa hans Ansigt. -Han vaagner, sagde hun.