United States or Angola ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og han blev pludselig greben af Skræk for at sidde her i Mørket ved Siden af en døende Mand. Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over ham; og han klynkede som et Barn. Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre? Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat var gaaet vild i Mørket, til Vished.
Aage græd i Vuggen. Hun gik tilbage for at vugge ham. Stormen tog stærkere fat, det piskede ned ... der lød mange Trin paa Gaden, stadig flere. Vinden sukkede i Kakkelovnen, Barnet klynkede ganske sagte. "Hvor de løber," sagde Nina. Hun var krøben op paa en Stol ved Vinduet. William stod og trak hende i Kjolen.
Hun sagde dette trods en vis nerveus Anstrengthed saa pudsigt, at vi Alle brast i Latter, og ikke mindst Moderen. Ak ja, klynkede hun, mens hun tørrede Taarerne af sin store Kindflade, hvorfor skulde du nu ogsaa faa den Flyve-Idé at besøge Wilhelmine, nu har du været borte hele Sommeren du maa dog have faaet Landluft nok!
Hun laa dèr i bar Chemise, alle Kludene var smidt rundtenomkring. Kaptajnen laa ind over Køjen og klynkede og kælede som et andet Barn for at stille hende tilfreds. Han var ikke glad, sølle Djævel. Saa kom Styrmanden igen, ham Fætteren. »Nu er Vandballasten snart pumpet af,« mældte han med gnavent Gefæs. »Skal vi saa røre Skruen, jeg tror nok, vi kan slippe ud nu.
Og nu laa han i Sengen med vaade Klude om Benene og klynkede og jamrede og græd og raabte engang imellem, at han var slaaet ihjel. Karen havde været nede at se til ham og trøstet ham. Og hendes smaa Hænder knyttede sig i Vrede, hver Gang hun saa hen paa sin Stiffader. Men sige noget turde hun ikke. Og sige noget turde ej heller Baronessen trods sin ranke Ryg og sit rolige Ansigt.
Og medens hun sad modstandsløs af Forfærdelse, gav Frøkenen hende Hat og »Mantille« paa, skiftede Pampusserne om med Lædersko, rejste hende fra Stolen, stak sin Arm ind under hendes og sagde saa: Nu gaar vi! Vi vinder aldrig frem ... klynkede Ingwersen mellem Graad og Latter. Vel gør vi saa! sagde Frøkenen Og hvis Ingwersen bliver træt, sætter vi hende op paa Tyrk. Kom saa!
-Herregud, gaar de og klae'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrovelsen. Hun fik Skoene af, mens Bollings lange Lallen lod gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen og aabnede Salsdoren uden Lyd. Tinka og Gusta gik blege om i det saere Lys fra de mange Lagener. -Maa En se hende, hviskede Sofie skraemt og sky.
Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt, som var han ved at drukne. Men hver Gang kom det tilbage og blev hængende ved Kirken, der stod og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og klynkede af Sorg og Kulde. Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer, Du kender mine Dages Tal, At Livets Aften, naar den kommer, Mig uberedt ej finde skal; Og naar du kalder mig herfra, Forbarm dig, o forbarm dig da.
Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar. -Hvilken Elendighed Himmel dog hvilken Elendighed. Hun blev siddende opreist. -Ja saa maa Dagene ... blive som Sandet.
En kold, gennemblødende Efteraarsregn, pisket af en hvinende Storm. Hjemme hos Høgs var det mindste Barn sygt. Lungebetændelse. Berg gav kun ringe Haab. Der var sat Skærm over Lampen. Stella sad ved Vuggen i Mørket henne i Krogen ved Kakkelovnen. Hun vuggede med Foden, helt mekanisk; naar Barnet klynkede, gav hun sig til at nynne sagte.
Dagens Ord