United States or Lesotho ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok mere ved en Tilfældighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar den bundet rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden Uheld klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den næsten døende Styrmand halet fra Vraget og ombord.
Han saá tilbage paa alt sit Arbejde, alle sine Anstrengelser, al sin Kamp, sine Skuffelser, sine Lidelser, hele dette trøstesløse "Forgæves", han læste i hver Krog af sine Minder, og han misundte ikke. William Høg stillede sig selv udenfor ligesom en Døende, der véd, at hans Plads er tom om nogle Timer. Han regnede ikke mere sig selv med.
Alt vilde her tale min Sag stumt men indtrængende, hvis hun tav, veltalende og overbevisende, hvis hun betroede sig. Hvad var Stephensen her? En syg, maaske en døende Oldings Velsignelse vilde besegle hendes Forbindelse med mig.
Mikkel vilde sige noget, og Axel bøjede sig varsomt ned til ham. Skatten . . . skal jeg nu læse Seddelen for dig? sagde den døende næsten ikke hørligt. Axel rettede sig og fik vaade Øjne. Men da saa han pludselig paa Mikkel, meget vist. Nej, svarede han kort og godt. Han drejede sin Hue forlegent. Nu tror jeg alligevel . . . du skal se, du kommer dig, Mikkel! Mikkel Thøgersen laa maalløs.
Rødmen døde bort i hans Ansigt, og hans Aandedræt blev mere og mere stakaandet. Men alligevel slog han fra sig, selv efter at det dræbende Hug havde ramt ham. Endelig segnede han baglænds over imod Bordet, døende med en Forbandelse paa Læberne og Blodet væltende ud over det rødgule Skæg.
"Skal Jensen hente Vinen?" spurgte William. Faderen nikkede. Inde fra Kabinettet hørte man heftige Kast, naar den Døende fo'r op i Krampen, undertiden en sagte Klage, i Dagligstuen Høgs jagende Skridt. Saa joges de alle op af Champagnens Knalden, Jensen stod forvirret med den guldhalsede Flaske i Haanden, mens Vinen skummende vældede ud paa Tæppet. Berg kom ud.
Nu skal du selv dø! Og gid du maa udaande dit Liv med Smerte!“ Katiaja svarede ikke. Christian førte sin Bøsse til Kinden og fyrede fra Vinduet; Skuddet rev Brysterne op paa hende, men hun gav ikke en Lyd fra sig. Christian og min Mand styrtede ind i Huset og slæbte den døende Katiaja ud. Inde i en Krog stod Katiaja's lille Datter; hun var vel en fire Aar gammel.
Døende i denne Hytte havde Vernon nedskrevet de faa oplysende Ord og de to Bogstaver paa Træet hans Gravmæle. Foran disse Tegn S. V. have Dingo sikkert staaet sørgende i mange Dage, og den havde ikke glemt dem siden. Derfra dens ubændige Had til Negoro, dens Herres Morder, med hvem Skæbnen atter førte den sammen. Pludselig rejste Dyret sit ludende Hoved og spidsede Øren.
-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen.... Den døende blundede hen, stønnende nu og da. Vognen kom ude paa Vejen. Døren blev slaaet op og man hørte Doktorens Stemme. Agnes rejste sig og tyssede. -Hun sover, sagde hun. Doktoren gik ind og bøjede sig over Sengen: Ja, sagde han, det er snart forbi. -Lider hun? sagde Agnes. -Man véd ikke, sagde Doktoren. -Nu sover hun.
Hun holdt dem paa Agnes, store og angstfulde. Katinka blev ved at stirre paa hende med det samme Blik. -Katinka.... Den døende stønnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes Mund.... -Hun faar Ro, sagde Vaagekonen. Katinkas Øjne faldt til. Agnes slap hendes Arme. De satte sig hver paa sin Side af Sengen, lyttende til hendes Aande, der kom uregelmæssigt og ganske svagt.
Dagens Ord