United States or Christmas Island ? Vote for the TOP Country of the Week !


Saa kastede vi endnu et Afskedsblik op til Carlsvognen og Nordstjernen og den blege Maane; men det var bidende koldt; den varme Aande frøs fast i vore Ansigter, Fingrene begyndte at blive stive derfor søgte vi hurtigt atter tilbage til den lune Kakkelovn. »Det er længe siden, at jeg har moret mig saa godt«, sagde Præsten, idet han efter Sædvane spadserede op og ned ad Gulvet.

En Kunstner maa leve og aande i kunstneriske Omgivelser. Jeg føler det hver Gang, jeg kommer bort fra Kjøbenhavn, man forsumper dèr. Finder De ikke ogsaa, at Kjøbenhavn er en skrækkelig By? Modbydelig, svarede jeg, skjøndt jeg egentlig aldrig havde tænkt synderlig derover. Men jeg vilde, om muligt, overtrumfe ham.

William syntes næsten ikke, han kunde aande, saa parfumeret var her. Han stod bøjet over Skrivebordet og saá paa nogle Portrætter, der var stillet op, saa de fyldte næsten hele Bordet, da Hoff kom ind med en Flaske Champagne og to Glas. "De drikker jo Champagne? Naa, for jeg drikker i Vinter ikke andet." Han kom hen til William.

Gjaldt det ikke om de fleste af dem, at de blot bevægede sig, tænkte, skrev og drog Aande, fordi den Død, der ejede dem, ikke havde fundet det Umagen værd at standse disse udvortes Rørelser? Skygger, Skygger ... Levede han selv? Eller var han ikke højtideligt anbragt paa lit de parade ? Dag for Dag blev han mere og mere død.

Og den gamle, som stod derude i Vinden og frøs, ogsaa han hørte Børnenes Latter. Til sidst blev han vred og vendte sig ind mod Land og raabte: „Dæmp jeres Raab! Sælerne er bange for jer!“ Men Børnene legede, og Børnene skreg. Og den gamle gik hjem. Næste Dag stillede han sig paa Isen lige ud for Husene, og der stod han og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande.

Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt og uden at høre stirrede William Høg fra dette Sted sit Liv og sin Historie i Ansigtet. Helt oppe saá han Olsen. Han lukkede Øjnene et Minut, han syntes, han maatte aande dybt for at faa Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat hinanden Stævne paa denne Dag? Og dér sad Instruktøren med sin Kone. Ja, det var hele hans Liv.

Jo, hans Aande var regelmæssig og dyb; og hun løftede Portièren varsomt, og traadte ind. Han havde kastet sig paa Sengen helt paaklædt. Hun lagde først varsomt et Tæppe helt om ham. Saa løftede hun Lyset, skærmede for Skæret med den anden Haand, og betragtede ham. Hans Hoved laa paa Siden hans Mund smilede Hvor hun elskede ham!

Jomfru Thøgersen kom hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre. -Pastoren, sagde hun aandeløs, og de hørte Sofie græde: -Jesus Kristus, Jesus Kristus. Men Ida rørte sig ikke. Der var ikke anden Lyd end Præstens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida hørte kun den. -Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thøgersen pludselig i sit Modersmaal og kom ikke længer.

Stella støttede sig et Øjeblik til Vognen, krampagtigt, saa brød hun Konvolutten, foldede Papiret ud, snappede efter Vejret, læste saa. "Godt," sagde hun. Det kom som fra et tomt Rum, mens hun vendte sig og løb op. Nina gik hen i en Krog af Porten, William fulgte efter. Da de havde staaet nogen Tid tavse og lyttende til hinandens Aande, bøjede William sig frem imod Søsteren.

Men undertiden, naar det var blevet helt mørkt paa Loftet, kunde han vækkes af sine Drømme af en isnende Angst, han sad længe stille uden at turde røre sig og uden at turde aande, og han spejdede ud i Mørket med store Øjne. Saa pludselig fo'r han op og stormede hen til Trappen med Fingrene stoppet helt ind i Ørene. Han syntes, nogen var efter ham hen ad Loftet.